Aktiviteter
Alle med et handicap eller særligt behov kan deltage i parasvømning!
Hvad end man har et fysisk handicap, synshandicap, udviklingshandicap, et særligt behov eller andet, findes der et passende klubtilbud. Derudover afholdes der årligt flere arrangementer, heriblandt sportsskoler, Special Olympics Festival og Parasportens Dag.
Du kan se kalenderen med stævner, events og arrangementer her.
I Parasport Danmark tilbydes landsdækkende hold, som parasvømmere kan deltage i som supplement til deres almene klubtræning. Her findes der hold for alle niveauer, som du kan læse mere om herunder.
Rising Stars-hold
Svømning er del af Parasport Danmarks Rising Stars-projekt, der går ud på at udvikle gode undervisnings- og træningsmiljøer for børn i alderen 7 – 15 år. Målet er at tilbyde et hold, hvor man kan blive bedre til at svømme sammen med andre med et handicap eller særligt behov. Her har svømmetrænerne erfaring med at træne parasvømmere, og de har lidt ekstra tid til og fokus på den enkelte svømmer. Der bliver stillet krav under trygge rammer.
Hvis svømmeren ikke allerede er en del af en svømmeklub, får de hjælp til at finde et egnet svømmetilbud. Svømmer man allerede i en klub, kan man svømme her som et ekstra tilbud. Du kan læse mere om Rising Stars her.
For svømmere på Rising Stars-hold, der ønsker at udvikle deres potentiale, er bobleholdet det næste skridt i deres udvikling.
Boblehold
Bobleholdet er for konkurrencesvømmere (årgangssvømmere) i alderen 8-13 år med et handicap eller særligt behov. For at blive udtaget til bobleholdet, skal svømmeren have mestret mindst tre stilarter, svømme mindst to gange om ugen i en svømmeklub samt deltage i stævner. Man behøver ikke at have erfaring med parasvømning eller Parasport Danmark for at blive en del af bobleholdet.
For svømmere på bobleholdet, der ønsker at udvikle deres potentiale, er talentholdet det næste skridt i deres udvikling.
Talenthold
Talentholdet er primært for junior konkurrencesvømmere over 13 år, og man skal udtages for at blive en del af holdet.
For svømmere på talentholdet, der ønsker at udvikle deres potentiale, er landsholdet det næste skridt i deres udvikling.
Landshold
Landsholdet er for konkurrencesvømmere over 16 år, som har opnået landsholdskravet for at deltage. Du kan finde landholdskravene her.
Special Olympics-hold
Holdet er for svømmere fra ca. 16 år med et udviklingshandicap.