Aktiviteter og tilbud
Parasport Danmark afvikler 8 regionale stævner om året. Ved disse stævner er der løb for begyndere og for erfarne. Svømmerne kan deltage i løb på 25 meter og op til 400 meter. Sæsonen afsluttes med et mesterskab, hvor medaljeuddeling er væsentligt. En gang årligt afholdes der forbundsmesterskab og DM i svømning for handicappede.
Der er Nordiske Mesterskaber i ulige år, EM i lige år, VM i ulige år og PL hvert fjerde år. I Dansk Svømmeunions regi kan de bedste parasvømmere deltage i Øst eller Vest Junior/Senior Langbanemesterskaber og Øst eller Vest Junior/Senior Kortbanemesterskaber. Parasvømmerne kan deltage selvom de på grund af deres handicap ikke kan svømme op til tidskravene.
For at skabe sammenhold blandt svømmerne, har parasvøm fire indsatsområder. Et talenthold, hvor svømmere med et bevæge- eller synshandicap bliver indbudt til fem weekendsamlinger om året. Til udvikling af ny talenter, et boblehold som et par gange om året får tilbud om arrangementer. Et udviklingshold, hvor svømmere med udviklingshandicap indbydes til weekendsamlinger fem gange om året. Og sidst et landshold for de bedste svømmere, der kan deltage i internationale svømmestævner. Til alle fire hold er der tilknyttet trænere og holdledere.