0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Åbent vand-svømning: Europa Cup i forbindelse med Christiansborg Rundt

21-05-2015


Elitesvømmere og motionister vil fylde kanalerne i København ved åbent vand-eventen Christiansborg Rundt. Dansk Svømmeunion, Sport Event Denmark og Københavns Kommune har netop indgået aftale med det Europæiske Svømmeforbund, LEN, om en Europa Cup lørdag, den 29. august i år.

VM halvmaraton oversvømmede de københavnske gader med en succesfuld kombination af verdenselite og motionister. Nu kommer der en våd version i de københavnske kanaler. Lørdag, den 29. august deltager både elitesvømmere og motionister i årets Christiansborg Rundt, da der i forbindelse med eventen også afvikles LEN Europa Cup i 10 kilometer åbent vand.

10 kilometer er en olympisk distance og Europa Cuppen i kanalerne er et skridt i retningen mod et endnu større motionsfelt og med håb om en World Cup på samme distance i fremtiden.

- Dansk Svømmeunion har som målsætning, at Christiansborg Rundt i løbet af de kommende år vil rykke tættere på toppen af de helt store motionsbegivenheder i København. Christiansborg Rundt med både en Europa Cup og et stort motionsfelt er et skridt på vejen til dette, siger direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen.


Når Christiansborg Rundt afholdes lørdag, den 29. august bliver der mulighed for at følge både motionister
og nogle af Europas sejeste åbent vand-elitesvømmere i de københavnske kanaler. Foto: Michael Vienø.

Det er ikke første gang at Christiansborg Rundt kombineres med svømning i international verdensklasse. Det skete således også i 2009, hvor der blev afholdt World Cup.

- I 2009 afviklede vi en World Cup i 10 kilometer i forbindelse med Christiansborg Rundt. Og VM i halvmaraton sidste år er også et godt eksempel på en sådan kombinationsevent. Med de erfaringer vi har gjort os der, ved vi, at netop koblingen mellem elite og bredde giver øget fokus på eventen, på byen, på sporten og det både nationalt og internationalt, siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

For Københavns Kommune er afholdelse af svømmeevents i kanalerne og havnen noget, der ses på med positive øjne:

- Svømmebegivenheder som denne er en enestående mulighed for at vise omverdenen, at København er en grøn hovedstad, hvor vandet i havnen er rent nok til at svømme i. I København vil vi gerne udnytte det blå byrum, så det er oplagt med et stort svømmestævne, der både tiltrækker eliten og helt almindelige motionister, siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).

I 2015 er det præcis 10 år siden, at Christiansborg Rundt blev arrangeret for første gang. Gennem årene er interessen for arrangementet vokset fra blot 260 deltagere i 2006 til i 2014 at have rundet 2.900 deltagere.

Dansk Svømmeunion er medarrangør af knap 20 åbent vand-arrangementer om året. Der er imidlertid ingen tvivl om, at Christiansborg Rundt udgør flagskibet, som nu også rummer et internationalt elite-felt.

Fakta om LEN Europa Cup:
LEN Europa Cup er en serie, der består af i alt seks afsnit, hvor det sidste afsnit udgøres af en finale.
Europa Cuppen for 2015 er begyndt i maj måned. Afsnittet i København bliver det femte afsnit i serien.

1. Israel (Eilat), den 8. maj: 5 kilometer.
2. Israel (Eilat), den 10. maj: 10 kilometer.
3. Spanien (Navia), den 1. august: 7,5 kilometer.
4. Holland (Hoorn), den 22. august: 10 kilometer.
5. Danmark (København), den 29. august: 10 kilometer.
6. = Finalen: Cypern (Larnaca), den 3. – 4. oktober: 5 kilometer og 10 kilometer.

Kontakt:
Direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen: mobil: 29 20 61 61.
Direktør i Sport Event Denmark, Lars Lundov: mobil: 40 31 48 55.
Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Carl Christian Ebbesen, kan kontaktes via pressechef Julie Stemann Monberg, mobil: 24 98 22 60. 

Læs mere om LEN Europa Cup serien på: http://www.len.eu/disciplines/open-water-swimming/cup.aspx
Læs mere om Christiansborg Rundt på: http://copenhagenswim.com/


 






Cookieindstillinger