Bellahøj Svømmestadion udgør i disse dage rammen for afgørende kvalifikationer til sommerens VM og European Games (EJM) i svømning med afholdelse af Danish Open 2015.
Over de ialt fire konkurrencedage, begyndende med i dag, lørdag, skal ovennævnte danske landshold sammensættes. Dog må vi afvente med at kende det komplette hold til sommerens VM til medio april, idet en række danske svømmere, bosiddende i USA, har fået dispensation og således først skal kvalificere sig ved alternative stævner i henholdsvis USA og Canada over de kommende uger.
På denne førstedag af Danish Open har flere af Danmarks topprofiler vist gode og absolut godkendte takter i langbanebassinet på Bellahøj. Her er flere af de opsatte kravtider til henholdsvis VM og EJM således blevet klaret.
Blandt seniorsvømmerne formåede Pernille Blume at svømme under VM-kravet i 50 fri i tiden 25.15, hvilket er en udmærket tid af den 21-årige svømmer fra GSC-Gladsaxe Svøm/NTC
Sportschef i Dansk Svømmeunion, Lars Green Bach, udtaler på baggrund af førstedagen af Danish Open:
- Jeg er glad for at kunne konstatere, at vores profiler er det rigtige sted på dette tidspunkt af sæsonen. Med tider på højt internationalt niveau til Jeanette Ottesen (Vejle Svømmeklub Triton/NTC), Mie Ø. Nielsen (Aalborg), Viktor Bromer (Aalborg) og Mads Glæsner (Sigma Swim Allerød/USA) og med Pernille Blume under VM-kravtiden i 50 m fri, har det bestemt været en god førstedag af Danish Open på Bellahøj, siger Lars Green Bach.
Fire senior-svømmere er på forhånd udtaget til sommerens VM i Kazan. Det drejer sig om svømmerne Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen (Herning Svømmeklub/STM/NTC), Viktor Bromer og Mie Ø. Nielsen. Disse fire svømmere har sikret sig VM-billetter ved at have vundet individuelle guldmedaljer ved sidste sommers EM i Berlin.
Hvad angår kravtider til sommerens EJM formåede 12 svømmere lørdag at komme under enten A- eller B-kravtider i Bellahøj Svømmestadion.
De 12 svømmere er:
Josefine B. Pedersen, VAT-CPH/MK31 – A-krav
Julie Kepp Jensen, A6/JGI – A-krav
Philip Greve, Farum Svømmeklub – A-krav
Emily Gantriss, Helsinge Svømmeklub – B-krav
Eva Olsen, Hovedstadens Svømmeklub – B-krav
Frederik Jessen, Thisted Svømmeklub – B-krav
Helena Rosendahl Bach, Holstebro Svømmeclub – B-krav
Mads Holm, Nakskov Svømmeklub – B-krav
Signe Bro, Gentofte Svømmeklub – B-krav
Tobias B. Bjerg, AGF – B-krav
Trine Kjængerskov, Herning Svømmeklub – B-krav
Victoria Bjerre, Gentofte Svømmeklub – B-krav
Dansk Svømmeunions talentansvarlig, Thomas Stub, udtaler om dagens junior-resultater, at det har været en rigtig god start på Danish Open og at det bliver spændende at se, hvad de kommende tre konkurrencedage kommer til at byde på.
Selvom ovennævnte svømmere har klaret enten A- eller B-kravtider er det ikke det samme som at svømmerne er udtaget til sommerens EJM. Endelig udtagelse af EJM-holdet sker først i umiddelbar forlængelse af Danish Open på tirsdag. Læs mere om kriterierne her.
Se alle lørdagens resultater via livetiming på: http://www.livetiming.dk/index.php?cid=2109
Kravtider
Kravtider til VM i Kazan.
Kravtider til European Games/EJM i Baku.
Livestreaming
For de, der ikke har mulighed for at følge slagets gang live i Bellahøj Svømmestadion, er der mulighed for at følge alle finaleafsnit via livestreaming på DR på:
http://www.dr.dk/Sporten/Live/2015/03/26/105535.htm
Følg med på Dansk Svømmeunions twitter-profil/ #DanishOpen15
Følg også med på SvømmeSport / www.svoem.dksamt Svømmesport på Facebook.
Generelt om Danish Open
Danish Open afholdes i Bellahøj Svømmestadion, Bellahøjvej 1 – 3, 2700 Brønshøj, i perioden lørdag, den 28. marts – tirsdag, den 31. marts. Hver dag svømmes der to afsnit.
Indledende afsnit svømmes klokken 10.00. Finaleafsnittene svømmes alle dage - pånær tirsdag – klokken 17.30. Tirsdag begynder finaleafsnittet derimod klokken 17.00.
Presseakkreditering påkrævet ved Danish Open
Alt presse (journalister og fotografer) skal akkrediteres ved ankomst til svømmehallen. Dette sker ved henvendelse i presseområdet, hvor Dansk Svømmeunion vil tildele akkrediteringer til pressen.
Kontaktpersoner
Lokal kontaktperson er Jørn Leth-Espersen, som kan kontaktes på mobil: 50 40 74 06.
Spørgsmål vedrørende VM kan rettes til sportschef Lars Green Bach på mobil: 29 20 61 60.
Tilsvarende spørgsmål vedrørende European Games/EJM kan rettes til talentansvarlig Thomas Stub på mobil: 20 62 13 50.
Presseakkrediterings-spørgsmål kan rettes til Dansk Svømmeunions kommunikationsansvarlige, Nora Thomsen, på mobil: 21 49 09 37.
Arrangører af Danish Open er Dansk Svømmeunion i samarbejde med Hovedstadens Svømmeklub.