Når Danish Open begynder på lørdag i Bellahøj Svømmestadion, bliver det med deltagelse af svømmere fra i alt 92 svømmeklubber. Ud af disse er 32 udenlandske svømmeklubber. Det vil helt sikkert tilføre de fire konkurrencedage ekstra spænding om placeringer samt et stærkt internationalt skær over stævnet.
Ved Danish Open bliver det for flere af de stærkeste danske svømmere afgørelsens time, idet internationale udtagelser og kvalifikationer er på spil.
Mulighed for kvalifikation til VM og European Games (EJM)
Danish Open er et helt centralt stævne for de danske svømmeres mulighed for at klare de opstillede kravtider og kvalificere sig til sommerens VM i Kazan og European Games (EJM) i Baku.
Hvad VM-kvalifikation angår, er der den undtagelse, at de svømmere, som vandt individuelle titler (guld) ved sidste sommers EM i Berlin, allerede er kvalificeret til VM. Der drejer sig om Jeanette Ottesen (Vejle Svømmeklub Triton/NTC), Rikke Møller Pedersen (Herning/NTC), Mie Ø. Nielsen (Aalborg) og Viktor Bromer (Aalborg). Alle fire svømmere vil dog deltage i Danish Open og bruger stævnet som en vigtig milepæl frem mod sommerens hovedmål i Rusland.
De danske svømmere, som er bosiddende i USA, har fået dispensation til at kunne stille op ved et stævne af minimum samme standard i USA eller Canada. Det betyder, at Søren Dahl (Herlev Svømning/USA), Anton Ørskov Ipsen (Sigma Swim/USA), Andreas Schiellerup (Sigma Swim/USA) og Anders Lie (Farum Svømmeklub/USA) vil deltage ved Team Canada Trails i Toronto, Canada (1. - 4. april). Lotte Friis (Gentofte Svømmeklub/USA) deltager ved Arena Pro Swim i Mesa, USA (15. - 18. april).
På Bellahøj kan tilskuerne til gengæld glæde sig til et gensyn med Mads Glæsner (Sigma Swim /USA). Som den eneste af de svømmere, der p.t. er bosiddende i USA, kommer han hjem og deltager ved Danish Open.
Stærke udenlandske profiler er klar på Bellahøj
Når det går løs i bassinet på Bellahøj bliver de danske svømmere hårdt presset af flere udenlandske svømmere. Her kan blandt andet nævnes:
· George Bovell (Trinidad & Tobago). OL-Bronze i Athen i 2004 i 200 m individuel medley og VM-bronze i Barcelona i 2013 i 50 m fri.
· Andrey Govorov (Ukraine). Nuværende europamester på kortbane og EM-bronzevinder på langbane i Berlin i 2014 – begge gange i 50 m butterfly.
· Oleg Tikhobaev (Rusland). Deltog på det russiske verdensrekordhold på 4x50 fri ved VM på kortbane i december 2014 (20’’59 på tredje 50 meter).
Dertil stiller Tjekkiet til start med nogle af sine kvindelige landsholdssvømmere – blandt andet med rygcrawleren og OL-semifinalisten fra London, Simona Baumrtová.
Også Polen er stærkt repræsenteret med sit juniorlandshold og Belgien kommer til Bellahøj med både sit senior- og juniorlandshold.
Dansk Svømmeunions sportschef, Lars Green Bach, forventer, at der bliver rig lejlighed til at opleve svømning på højt internationalt niveau og ser frem til at følge resultaterne hos potentielle VM-svømmere.
- Jeg ser frem til at se de danske svømmere udfordre sig selv og konkurrenterne på hjemmebane i Bellahøj i et stærkt internationalt felt af svømmere. I lyset af at vores internationale profiler allerede er kvalificeret til sommerens VM, bliver det for deres vedkommende særligt interessant at se, hvordan de præsterer her godt fire måneder før VM i forhold til at kunne optimere deres VM-forberedelser. I forhold til VM-kvalifikation så bliver det spændende at følge resultaterne hos potentielle VM-svømmere som blandt andet Mads Glæsner, Pernille Blume (Gladsaxe Svøm/NTC), Julie Levisen (Aalborg Svømmeklub) samt de herre-svømmere, der kan være med til at kvalificere en holdkap, udtaler Dansk Svømmeunions sportschef, Lars Green Bach.
Kravtiderne til sommerens VM, der afholdes i Kazan/Rusland i perioden 2. – 9. august, stiller store krav til svømmernes præstationer under Danish Open. Lykkes dansk svømning med at indfri nogle af potentialerne ved Danish Open og stævnerne i Nordamerika, er det ifølge sportschefen realistisk at forvente et dansk VM-landshold på cirka syv - 10 svømmere.
Nervepirrende dage også for juniorsvømmerne
For juniorerne er der fokus på kvalifikation til sommerens European Games, som finder sted i perioden 23. – 27. juni i Baku, Aserbajdsjan.
Der ligger en rigtig god gruppe af svømmere ganske tæt på EJM-kravtiderne og Dansk Svømmeunions talentansvarlige, Thomas Stub, forventer, at der bliver tæt kamp om de 11 kvotepladser, som Danmark har fået tildelt til stævnet.
Thomas Stub udtaler herom:
- Jeg er meget optimistisk i forhold til junior-præstationerne til Danish Open. Jeg fornemmer, at der har været arbejdet rigtig godt og målrettet rundt omkring i landets klubber, og at der er en positiv forventning om hurtig svømning til Danish Open. Niveauet til Danish Open bliver højt i år grundet de mange udenlandske hold, og det må være den perfekte konkurrence for juniorerne i forhold til at hæve niveauet og klare de opstillede kvalifikationskriterier til European Games eller EM for juniorer, som det jo retteligt er, lyder det fra Dansk Svømmeunions talentansvarlige.
Thomas Stub er ikke meget for at spå om hvilke svømmere, der kvalificerer sig til EM for juniorer, men henviser til, at der er mange svømmere, der kan komme i nærheden af kvalifikationskravene. Han påpeger dog, at de svømmere, der sidste år kvalificerede sig individuelt til EM for juniorer; Katrine B. Hansen (Svømmeklubben Triton Ballerup), Nicolas Blanch (Aalborg Svømmeklub), Marcus Krøyer Svendsen (Svømmeklubben Kvik) og Signe Bro (Gentofte Svømmeklub), må være rigtig gode bud, da de allerede sidste år viste, at de havde det rette niveau.
Netop de mange dygtige svømmere kan blive én af de store udfordringer i forbindelse med dette års EJM.
- Danmark fik oprindeligt tildelt 11 kvotepladser til European Games, men mit bud er, at der er langt flere juniorer, der har niveau til at klare kvalifikationskriterierne i år, og derfor har Dansk Svømmeunion arbejdet på at få tildelt flere kvotepladser. Det ser umiddelbart positivt ud, men vi mangler forsat en officielt bekræftelse fra det Europæiske Svømmeforbund, LEN, udtaler Thomas Stub, der forventer at få en endelig afklaring inden Danish Open starter på lørdag.
38 titler skal fordeles blandt de danske klubber over de fire stævnedage
Foruden førnævnte kvalifikationer til henholdsvis VM og European Games, handler Danish Open i høj grad om fordelingen af titler mellem de mange danske klubber, som deltager ved Danish Open.
- International konkurrencedeltagelse i rette omfang og indhold er et vigtigt element i at udvikle svømmere til internationalt niveau. Med et Danish Open med den sportslige kvalitet vi ser i år, får danske klubber en mulighed for at spejle deres sportslige niveau i en større skala – uanset om de har svømmere med mulighed for at kvalificere sig til VM eller European Games i år eller ej, siger sportschef Lars Green Bach.
Startliste og kravtider
Startliste til Danish Open.
Kravtider til VM i Kazan.
Kravtider til European Games/EJM i Baku.
Livestreaming og livetiming
For de, der ikke har mulighed for at følge slagets gang live i Bellahøj Svømmestadion, er der mulighed for at følge alle finaleafsnit via livestreaming. Således har Dansk Svømmeunion indgået samarbejde med DR om livestreaming fra stævnet – se streamingen på DR’s hjemmeside. Direkte link er ikke oprettet endnu.
Der er mulighed for at følge med på livetiming her.
Følg med på Dansk Svømmeunions twitter-profil / #DanishOpen15
Følg også med på SvømmeSport / www.svoem.dk samt Svømmesport på Facebook.
Generelt om Danish Open
Danish Open afholdes i Bellahøj Svømmestadion, Bellahøjvej 1 – 3, 2700 Brønshøj, i perioden lørdag, den 28. marts – tirsdag, den 31. marts. Hver dag svømmes der to afsnit.
Indledende afsnit svømmes klokken 10.00. Finaleafsnittene svømmes alle dage - pånær tirsdag – klokken 17.30. Tirsdag begynder finaleafsnittet derimod klokken 17.00.
Der deltager ialt 491 svømmere ved Danish Open fordelt på henholdsvis 254 kvinder og 237 mænd. Der er deltagelse af i alt 92 klubber, heraf 32 udenlandske. Der er repræsentation fra i alt 12 lande inklusive Danmark.
Presseakkreditering påkrævet ved Danish Open
Alt presse (journalister og fotografer) skal akkrediteres ved ankomst til svømmehallen. Dette sker ved henvendelse i presseområdet, hvor Dansk Svømmeunion vil tildele akkrediteringer til pressen.
Kontaktpersoner
Lokal kontaktperson er Jørn Leth-Espersen, som kan kontaktes på mobil: 50 40 74 06.
Spørgsmål vedrørende VM kan rettes til sportschef Lars Green Bach på mobil: 29 20 61 60.
Tilsvarende spørgsmål vedrørende European Games/EJM kan rettes til talentansvarlig Thomas Stub på mobil: 20 62 13 50.
Presseakkrediterings-spørgsmål kan rettes til Dansk Svømmeunions kommunikationsansvarlige, Nora Thomsen, på mobil: 21 49 09 37.
Arrangører af Danish Open er Dansk Svømmeunion i samarbejde med Hovedstadens Svømmeklub.