I torsdagens finaleafsnit var et af de danske højdepunkter uden tvivl damernes finale i 100 m rygsvømning, hvor Mie Ø. Nielsen skulle svømme med om topplaceringerne i en forventet meget tæt finale.
Desværre formåede Aalborgs svømmer ikke torsdag eftermiddag at hamle op med de hurtigste konkurrenter, som da også i den grad formåede at levere stærk svømning. Således blev guldet svømmet hjem i ny verdensrekordtid - 55,03 - af den ungarske svømmer, Katinka Hosszu.
For Mie Ø. Nielsen blev det torsdag eftermiddag til en femteplads i tiden 56,62. En tid, som ligger 6/10 sekunder fra hendes bedste tid på distancen.
Sølvmedaljen blev svømmet hjem af den australske svømmer, Emily Seebohm, i tiden 55,31, mens bronzemedaljen gik til den ukrainske svømmer, Daryna Zevina, i tiden 55,54.
Sportschef i Dansk Svømmeunion, Mikkel von Seelen, udtaler, at resultaterne i denne finale med alt tydelighed viser, hvor hurtigt udviklingen går indenfor svømningen og minder her om, at Mie for blot et år siden satte Europarekord på distancen og i dag bliver hun overhalet af to europæere, som går langt under sidste års Europarekordtid. Konkurrencen er således ekstrem hård og på en dag, hvor marginalerne ikke lige er med én, er der ikke langt fra en topplacering til en noget dårligere placering.
Danmark var ligeledes repræsenteret i en anden finale torsdag eftermiddag, nemlig herrernes finale i 4 x 200 fri holdkap.
Oven på en fabelagtig præstation i indledende afsnit, hvor det blev til både dansk rekord og en syvendeplads og dermed finaleplads for det danske hold, skulle det blive spændende at se, hvad det kunne blive til i finalen.
I finalen lykkedes det ikke helt for herrerne at leve op til formiddagens forrygende præstation. Således blev Danmark her placeret som nummer otte i tiden 7.00,78.
Holdet bestod af:
Anders Lie (Farum Svømmeklub/USA): 1.44,49.
Frans Johannessen (Esbjerg Svømmeklub): 1.45,34.
Frederik Siem Pedersen (Farum Svømmeklub): 1.45,60.
Daniel Skaaning (STT/VAT-Copenhagen/NTC): 1.45,35.
Dansk Svømmeunions sportschef, Mikkel von Seelen, vurderer oven på dagens to holdkap-præstationer, at de fire herrer samlet set har opfyldt målsætningerne og taget et fornuftigt skridt på vejen frem mod flere stærke internationale resultater. At det ikke lige går helt efter danskernes ønske i finalen er i den sammenhæng ikke væsentligt, betoner Mikkel von Seelen.
Kampen om medaljerne i denne finale lå virkelig tæt, men i sidste splitsekund blev det dog USA, der trak det længste strå og blev verdensmester i tiden 6.51,68.
Sølv til Italien i tiden 6.51,80. Og endelig bronze til Rusland i tiden 6.51,96.
For Jeanette Ottesen var der 50 m butterfly semifinale på programmet torsdag eftermiddag. Her blev svømmeren fra Vejle Svømmeklub Triton/NTC noteret for den stærke tid 24,91, blot 4/100 sekunder fra danskerens egen rekord på distancen, og sluttede derved som samlet hurtigste svømmer. Trods hurtigste tid i semifinalerne var der tekniske ting i danskeren løb, som kan forbedres frem mod finalen i morgen, vurderer sportschef Mikkel von Seelen.
Dermed er der lagt op til en virkelig spændende finale på denne distance fredag eftermiddag, hvor kampen om topplaceringerne sandsynligvis vil udspille sig mellem 26-årige Jeanette Ottesen, svenske Sarah Sjöström og hollandske Inge Dekker.
I damernes 100 m fri semifinaler var Pernille Blume med som 13. hurtigste fra indledende afsnit. Mens det i indledende afsnit ikke lykkedes at komme ned i nærheden af danskerens personlige rekordtid, var det i eftermiddagens løb en helt anden præstation, som blev leveret af 20-årige Pernille Blume.
Således formåede svømmeren fra Sigma Swim Birkerød/NTC at tilbagelægge de 100 m fri i den flotte tid 52,90, hvilket er en personlig rekord med 16/100 sekunder. Det er således første gang at Pernille svømmer 100 m fri under 53 sekunder, hvilket hun også var ganske godt tilfreds med efter løbet.
Tiden resulterede i en samlet placering som nummer 14 i eftermiddagens semifinaler.
Endelig skal det også nævnes, at Julie Aglund Lauridsen, som svømmede indledende 800 m fri i tiden 8.22,78, slutter på en samlet flot 10. plads på denne distance. Et fint resultat af svømmeren fra Sigma Swim Allerød/NTC, som her tager et godt skridt i den rigtige retning på vejen mod flere internationale resultater.
Se alle resultater på: http://www.omegatiming.com/Sport?sport=aq&year=2014
I morgen, fredag, begynder indledende afsnit klokken 07.30 dansk tid. Her venter flere spændende løb med dansk deltagelse.
Officiel hjemmeside: http://www.wscdoha2014.com/
Kontaktperson
Pressekontakt under mesterskaberne er sportschef Mikkel von Seelen, der kan kontaktes på mobil: 29 20 61 60. Dansk Svømmeunion opfordrer til, at kontakten til holdet kun går via sportschefen og dermed ikke direkte til svømmerne.