Vi er nu nået til verdensmesterskabernes sidste svømmeafsnit i den russiske by, Kazan. Og søndag aften var Danmark også repræsenteret i langbanebassinet, da damernes finale i 4x100 m medleyholdkap skulle svømmes. Det danske hold var klar til finalen som femtehurtigste fra indledende afsnit.
I aftenens finale formår de fire danske svømmere at levere en tid som er 77/100 sekunder hurtigere end tiden fra indledende afsnit i 3.57,61. Tiden rækker, som i indledende afsnit, til en femteplads for Danmark.
Svømmernes tider:
Mie Ø. Nielsen, Aalborg: 59,47
Rikke Møller Pedersen, Herning Svømmeklub/NTC: 1.07,17
Jeanette Ottesen, Vejle Svømmeklub Triton/NTC: 56,50
Pernille Blume, Gladsaxe Svøm/NTC: 54,47
Lars Green Bach, sportschef i Dansk Svømmeunion har respekt for det de fire svømmere præsterer søndag aften og udtaler i den forbindelse:
- Svømmerne giver hver og én alt, hvad de har i sig i aften og kæmper det bedste de har lært, så det kan jeg kun have stor respekt for. Desværre når holdet ikke op omkring den danske rekordtid, som vi vidste, det ville kræve for at få medalje. Derimod slutter holdet som nummer fem, lyder det fra sportschefen, som minder om, at holdkappen med dagens resultater har opnået en nationsplads til OL i Rio. Således har Danmark opnået OL-nationspladser i to holdkapper – foruden i aftenens holdkap også i herrernes 4x200 fri holdkap som blev kæmpet hjem fredag.
Guldmedaljen blev i denne holdkapfinale svømmet hjem af Kina i tiden 3.54,41. Sølv til Sverige i ny Europarekordtid – 3.55,24 og endelig bronze til holdet fra Australien i tiden 3.55,56.
Se alle resultater på: www.omegatiming.com
Kort evaluering på VM 2015 ved sportschef Lars Green Bach
Med otte spændende konkurrencedage overstået ved verdensmesterskaberne i Kazan er det tid at gøre lidt status på de danske svømmeres opnåede resultater. Sportschef i Dansk Svømmeunion, Lars Green Bach, giver følgende evaluering fra Kazan:
- VM 2015 har samlet set været det resultatmæssige bedste VM på langbane for dansk svømning med blandt andet fire medaljer, heraf tre i olympiske discipliner, ni finaler og fire semifinaler. Dertil kommer flere rekorder - personlige, danske og nordiske rekorder - og vi kan glæde os over at have fem svømmere og to holdkapper, der opfylder udtagelseskriterierne til OL i Rio. Vi er ikke lykkedes med alt, hvad vi havde drømt om og håbet på. Men til trods for det viser VM-resultatet, at vi har danske svømmere på et meget højt internationalt niveau. Det bør alle være stolte over, og jeg håber, at alle vil hjælpe og støtte op omkring svømmerne og trænerne frem mod OL i Rio næste sommer, så vi også der kan markere os helt i front i international elitesvømning, lyder således evalueringen fra Dansk Svømmeunions sportschef i umiddelbar forlængelse af søndagens sidste afsnit.
Modtagelse af VM-truppen i Kastrup Lufthavn mandag eftermiddag
Den danske VM-trup lander i Kastrup Lufthavn i morgen, mandag, klokken 16.10. Holdet kommer med fly SK735 fra Moskva.
Dansk Svømmeunion vil tage imod VM-truppen mandag eftermiddag og håber, at alle interesserede vil kigge ud i Terminal 3 og være med til at fejre svømmerne og deres opnåede resultater.
Fire svømmere er dog ikke med hjem mandag eftermiddag. Således skal Jeanette Ottesen, Mie Ø. Nielsen, Viktor Bromer og Søren Dahl deltage i World Cup i Moskva i dagene 11. – 12. august og vil derfor først returnere til Danmark på torsdag sammen med Aalborgs træner Eyleifur Isak Johannesson.
For yderligere information henvises til Dansk Svømmeunions sportschef Lars Green Bach på det særlige russiske mobil-nr: +7 90833 01478. Fra mandag eftermiddag kan sportschefen atter kontaktes på det danske mobil-nr: 29 20 61 60.