I onsdagens indledende afsnit af VM i Kazan var en enkelt dansker i konkurrence.
Mie Ø. Nielsen, som i aftes svømmede en bronzemedalje hjem i 100 m rygsvømning, stod allerede onsdag morgen klar da indledende 50 m rygsvømning var på programmet.
Trods en helt naturlig træthed i kroppen oven på aftenens strabadser formåede den seje unge Aalborg-svømmer at levere en fin morgentid i 27,89 – blot 13/100 sekunder fra hendes egen danske og nordiske rekordtid. Dermed har vi Mie sikkert videre til semifinalerne på denne distance som samlet nummer fem. Semifinalerne svømmes i aftenens finaleafsnit.
Og her har vi endnu en dansker med i form af Viktor Bromer, som svømmede sig flot videre til aftenens finale i 200 m butterfly tirsdag aften som nummer fire. Så et rigtig spændende finaleafsnit går vi i møde senere i dag, når mesterskabernes fjerde finaleafsnit begynder klokken 16.30 dansk tid.
Se alle resultater på: www.omegatiming.com
Dansk Svømmeunions VM Mediaguide.
Dansk Svømmeunion vil løbende opdatere med resultater, fotos og video på nyhedssitet SvømmeSport - www.svoem.dk
Følg også med på Facebook og på Twitter: #VMsvøm
For yderligere information henvises til Dansk Svømmeunions sportschef og presseansvarlig under VM, Lars Green Bach, på det særlige russiske mobil-nr: +7 90833 01478. Dansk Svømmeunion opfordrer til at alt kontakt til holdet går via sportschefen i stedet for direkte til svømmerne.