Masser af stærk svømning kan opleves i Bellahøj Svømmestadion fra på lørdag, hvor DM på langbane begynder
Har du lyst til at opleve nogle af Danmarks stærke junior- og seniorsvømmere i intern konkurrence om DM-titler, får du chancen fra på lørdag, den 4. juli til og med onsdag, den 8. juli i Bellahøj Svømmestadion.
Her afholder Dansk Svømmeunion i samarbejde med Hovedstadens Svømmeklub (HSK) Danmarks Mesterskaber på langbane 2015.
I alt 78 svømmeklubber er tilmeldt mesterskaberne og i alt 583 svømmere vil være klar ved startskamlerne over de fem konkurrencedage.
Der svømmes hver dag to afsnit - indledende afsnit og finaleafsnit. Indledende afsnit begynder hver dag klokken 09.30 og finaleafsnittene hver dag klokken 17.00.
DM for både seniorer og juniorer
Når det går løs med konkurrencerne i Bellahøj Svømmestadion, vil både juniorer og seniorer være at finde i bassinet. Således finder der ikke blot ét men derimod to mesterskaber sted på én og samme tid. Så der bliver masser af spændende svømning at følge de fem konkurrencedage på Bellahøj.
Udover den intense kamp svømmerne imellem om mesterskabsplaceringerne, vil flere af svømmerne også have mulighed for at gå efter kravtider til næste sæsons landsholdsaktiviteter. Det bliver således spændende at se, hvor mange svømmere der - ved siden af vores 11 VM-svømmere – allerede nu byder sig til i forhold til svømning med et internationalt perspektiv for sæson 2015-2016.
Følg mesterskaberne via livetiming
Den bedste oplevelse af mesterskaberne opnår man naturligvis ved at møde op i Bellahøj Svømmestadion og mærke stemningen, når der kæmpes om topplaceringer. Kan det ikke lade sig gøre, er der dog også den mulighed at følge slagets gang via livetiming på: http://www.livetiming.se/index.php?cid=2309
Pressemøde i forbindelse med DM på langbane
Onsdag, den 8. juli afholder Dansk Svømmeunion pressemøde i forbindelse med DM på langbane i Bellahøj Svømmestadion. Her får pressen mulighed for at hilse på holdet, som skal repræsentere Danmark ved VM i Kazan til august. Mere om pressemødet i en selvstændig pressemeddelelse fra Dansk Svømmeunion senere.
Kontaktpersoner
Under DM på langbane er stævnets lokale kontaktperson: Elisabeth Grandt, som kan kontaktes på mobil: 40 76 71 72.
Dansk Svømmeunions sportschef, Lars Green Bach, kan kontaktes på mobil: 29 20 61 60.