0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Børnehavebørn og skoleelever på Anholt skal nu lære at svømme i havnebassinet og på de lokale strande

10-06-2015


I uge 25 og 26 trækker børnehave- og skolebørn, i alderen 3–15 år, på Anholt i våddragter og hopper i havnebassinet for at modtage svømmeundervisning i skoletiden. Som et pilotforsøg skal børnene igennem et to ugers intensivt undervisningsforløb med svømmeundervisning en time dagligt. Målet er, at børnene skal lære at svømme.

 

Det intensive svømmeforløb på Anholt er det første af flere pilotforløb rundt om i hele landet, der, som led i det treårige projekt under navnet ”Alle skal lære at svømme”, over de kommende år skal bidrage med ny viden om, hvordan børn bedst lærer at svømme. Projektet er igangsat af Dansk Svømmeunion og TrygFonden. Derudover spiller Danmarks Idrætsforbundog Dansk Skoleidræt en vigtig rolle i projektet, ligesom Forskning- og Innovationscenter for Idræt, Bevægelse og Læring (FIIBL) på Syddansk Universitet, medvirker som forskningspartner.

 

I Dansk Svømmeunion er der glæde over at Anholt Skole gerne deltager i projekt Alle skal lære at svømme gennem det to ugers intensive svømmeundervisningsforløb.

 

- Alt for mange – såvel børn som voksne – har ikke de fornødne svømmefærdigheder. Det gælder faktisk for mere end hvert andet barn og for hver tredje voksen. Det er ikke godt nok, når vi bor i et land omgivet af vand og hvor der aldrig er langt til kysten. Derfor har vi søsatprojekt Alle skal lære at svømme, der skal skabe flere og mere sikre svømmere i fremtiden, siger projektleder Tobias Marling i Dansk Svømmeunion, der er glad for at kunne være med til at løse de lokale udfordringer på Anholt og samtidig blive klogere på, hvad der skal til for at børn kan lære at svømme på blot to uger.

 

- Skolen er et vigtigt sted at lære at svømme, men i stedet for at tage den lange tur med færgen til svømmehallen i Grenaa, så skal børnene på Anholt nu lære at svømme i havnen og på de lokale strande, hvor de alligevel færdes. Det synes vi giver rigtig god mening, og det er vi overbeviste om, at det også vil gøre mange andre steder i Danmark, hvor der ligeledes er lang transporttid til nærmeste svømmehal. Vi håber, at vi med pilotprojekter som dette, over de kommende år opnår viden, der vil blive mange andre kommuner og skoler til gavn og glæde, fortæller Tobias Marling.

 

Også på Anholt Skole ser man frem til de to ugers intensive svømmeundervisning i havnebassinet og på de lokale strande på Anholt. Tidligere foregik svømmeundervisningen i svømmehallen på fastlandet i Grenaa, hvilket indebar, at elever og lærere brugte godt seks timer på færgen for at give børnene en times svømmeundervisning.

 

- Det er et rigtig spændende projekt, som vi er heldige at blive en del af. Vi glæder os meget til de to uger, hvor vi flytter svømmeundervisningen udenfor i det naturlige vand, som er helt nyt for os. Regler og forbehold har tidligere gjort det vanskeligt for os at flytte svømmeundervisningen derud, hvor det ellers er mest naturligt, nemlig i havet rundt om vores ø, hvor færdighederne skal bruges i praksis. Den mulighed får vi nu, og målet er at gøre alle børn på Anholt trygge ved vandet og ikke mindst lære dem at svømme. Det bliver spændende at gøre os erfaringer med netop det, og så vil det glæde os, hvis de erfaringer, som vi er med til at gøre, kan hjælpe andre, siger Skoleleder på Anholt Skole, Helene Hennings.

 

I den sidste uge af det intensive svømmeforløb vil forskere fra FIIBL være til stede for at blive klogere på, hvordan fremtidens svømmeundervisningsmodeller kan se ud.

 

- Det er en god idé at alle bliver fortrolige med vand og lærer at svømme i en tidlig alder. Det er derfor at vi er med i projektet. Med pilotprojektet på Anholt og de mange andre pilotprojekter, der finder sted over de næste par år, afprøver vi forskellige modeller, som vi har designet og vi forventer at finde ud af, i hvilken alder børn bedst lærer at svømme i skolen, hvordan et undervisningsforløb bedst struktureres i forhold til antal lektioner samt hyppigheden og længden af disse. Vi ser også på hvilken stilart det er bedst at lære først, siger videnskabelig assistent og projektansvarlig fra FIIBL, Sofie Gars Holm, der forventer sig meget af projektet på Anholt.

 

Fakta om projekt: Alle skal lære at svømme

At kunne svømme er en grundlæggende færdighed, som alle kan, bør og har ret til at lære,på linje med at kunne cykle. Med projekt Alle skal lære at svømme, er der er tale om et treårigt stort projekt, der skal forsøge at afdække, hvordan man bedst lærer børn at svømme, især ved at rette fokus på svømmeundervisning i skolen. I sidste ende skal det munde ud i en række anbefalinger og nye undervisningsmetoder, som kan give kommuner, skoler og andre aktører inspiration til, hvordan de kan tilrettelægge en mere kvalificeret og effektiv svømmeundervisning for børn.

 

Ambitionen er, at alle i en årgang fremover ikke alene kan svømme lidt, men er decideret svømmeduelige – det vil sige, at de kan svømme 200 meter uden hjælpemidler og dermed lever op til den nordiske definition af svømmeduelighed. Det skal opnås via en stribe af pilotprojekter i samarbejde med kommuner, skoler og andre relevante aktører.  Formålet er blandt andet at bidrage til udviklingen af en værktøjskasse, der skal sikre endnu bedre skolesvømmeundervisning i fremtiden og som skal gøre Danmark til en nation af gode og mere sikre svømmere, og derigennem blandt andet bidrage til, at antallet af drukneulykker og nærdrukneoplevelser reduceres.

 

Kontaktoplysninger

For yderligere information om projekt Alle skal lære at svømme, kan projektleder og udviklingskonsulent i Dansk Svømmeunion, Tobias Marling, kontaktes på mobil: 51 66 39 82.

 

For yderligere information om pilotprojektet på Anholt, kan videnskabelig assistent og projektansvarlig på Syddansk Universitet, Sofie Gars Holm, kontaktes på mobil: 2217 9223.


Læs mere om projektet på:
www.allesvømmer.dk
www.fiibl.dk

 

Ønsker pressen at møde op og overvære dele af svømmeundervisningen, henvises til Sofie Gars Holm på ovennævnte mobilnummer. 


 






Cookieindstillinger