Tirsdag var sidste konkurrencedag ved Danish Open i Bellahøj Svømmestadion og dermed sidstedagen, hvor der var mulighed for at opnå kravtider til såvel VM som European Games/EJM.
Tirsdag var således også dagen hvor Mads Glæsner, Sigma Swim Allerød/USA, skulle stå distancen i 400 m fri, hvis han skulle gøre sig nogle forhåbninger om at komme med til VM i Kazan i august måned.
Kravtiden, som Mads skulle skele til, lyder 3.50,21. Og det lykkedes den 26-årige svømmer at kravle under kravtiden i tiden 3.49,94.
Hvorvidt tiden nu også rækker til at blive udtaget til sommerens VM vil de kommende dage vise, hvor de danske herre-svømmere, som er bosiddende i USA, skal vise deres værd ved Team Canada Trails i Toronto.
Ved Danish Open på Bellahøj har de fire konkurrencedage resulteret i to præstationer under VM-kravet. Foruden Mads Glæsners førnævnte præstation i 400 m fri lykkedes det også for Pernille Blume (GSC-Gladsaxe Svøm/NTC) at svømme under VM-kravet i 50 m fri på førstedagen af Danish Open.
Nu venter så stævnet i Toronto, hvor fire herresvømmere deltager samt Lotte Friis, som deltager ved Arena Pro Swim i Mesa, USA, i perioden 15. – 18. april, før Dansk Svømmeunion vil være klar til at udtage det endelige VM-hold.
Sportschef i Dansk Svømmeunion, Lars Green Bach, vurderer, at det bliver et stærkt hold Danmark sender afsted til sommerens VM.
- Vi har gennem de seneste fire dage set vores verdensklasse-svømmere vise højt internationalt niveau på hjemmebane i Bellahøj Svømmestadion. Med flere tider blandt de hurtigste i verden i år, har vi fået et rigtigt godt afsæt for det videre arbejde frem mod sæsonens hovedmål i Kazan, og det giver os gode forhåbninger om, at vi kommer til at stå rigtigt stærkt, når vi skal op mod verdens bedste svømmere ved VM.
Danish Open havde i år deltagelse af i alt 92 klubber, hvoraf de 32 er kommet fra udlandet.
- Det har været en fornøjelse at følge et succesfuldt afholdt internationalt stævne på dansk grund. Vi er blevet mødt med stor tilfredshed fra de internationale deltagere, og stævnets officials og hele organisationen bag har leveret en fornem indsats for at få alt til at spille optimalt, siger sportschef Lars Green Bach.
På juniorfronten kunne Dansk Svømmeunions talentansvarlig, Thomas Stub, som afslutning på Danish Open udtage holdet, som skal repræsentere Danmark ved European Games/EJM til sommer. Det 12 mand store hold består af følgende svømmere:
Piger:
Emily Gantriss, Helsinge Svømmeklub
Helena Rosendahl Bach, Holstebro Svømmeclub
Josefine B. Pedersen, VAT-CPH/MK31
Josephine Holm, KVIK Kastrup
Julie Kepp Jensen, A6/JGI
Merete Toft Jensen, Holstebro Svømmeclub
Signe Bro, Gentofte Svømmeklub
Trine Kjøngerskov, Herning Svømmeklub
Victoria Bierre, Gentofte Svømmeklub
Drenge:
Frederik Jessen, Thisted Svømmeklub
Philip Greve, Farum Svømmeklub
Tobias B. Bjerg, AGF
Det bliver spændende af følge ovennævnte svømmere, når det går løs i Baku, Aserbajdsjan, i perioden 23. – 27. juni.
Se alle tirsdagens resultater via livetiming på: http://www.livetiming.dk/index.php?cid=2109
Kravtider
Kravtider til VM i Kazan.
Kontaktpersoner
Spørgsmål vedrørende VM kan rettes til sportschef Lars Green Bach på mobil: 29 20 61 60.
Tilsvarende spørgsmål vedrørende European Games/EJM kan rettes til talentansvarlig Thomas Stub på mobil: 20 62 13 50.