Vi er nu nået til sidstedagen af fire spændende konkurrencedage ved Danmarksmesterskaberne på kortbane i Bellahøj Svømmestadion.
Som de foregående dage blev der også søndag svømmet stærkt i kortbanebassinet.
Jeanette Ottesen, Vejle Svømmeklub Triton/NTC, svømmede endnu et flot løb og vandt i tiden 56,34 100 m butterfly. Hun ser derved ud til at være godt på vej mod at ramme topformen til Verdensmesterskaberne på kortbane om små to uger i Doha, Qatar. Jeanette var dog ikke den eneste, der viste gode takter i 100 m butterfly. Det er rigtig positivt, at de to unge piger, Emilie Beckmann (GTI Tune IF) og Amalie Mikkelsen (Hovedstadens Svømmeklub), viser markante forbedringer og slår ind på henholdsvis anden- og tredjepladsen i de fine tider 58,56 og 59,67.
Mesterskabets sidste løb blev en stor triumf for Farum Svømmeklub, som med en sejr på 4x100 holdmedley i tiden 3.37,31 (præsteret af Kevin Witt Christensen, Niklas Hedegaard, Marcus Olesen og Frederik Siem Pedersen) satte sig tungt på holdkap-tronen i dansk herresvømning, da de dermed vandt samtlige fem holdkapper til disse Danmarksmesterskaber.
Mesterskaberne fungerede ligeledes som udtagelse til Nordiske junior og Nordiske ungsenior mesterskaber. Udtagelserne ligger først endelig klar i morgen, men ansvarlig træner, Thomas Stub, udtaler, at det allerede nu ligger fast, at det bliver et stærkt hold, som Danmark kommer til at stille med. NM og NJM på kortbane afholdes i svenske Upplands Väsby i perioden 12. – 14. december.
Se alle dagens resultater på livetiming: http://livetiming.dk/results.php?cid=2039&session=8
Kontaktpersoner
For henvendelse vedrørende elitesvømmernes resultater kan Dansk Svømmeunions sportschef, Mikkel von Seelen, kontaktes på mobil: 29 20 61 60.