0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Danmark har fået en junior-verdensmester i udspring

11-09-2014


Torsdag eftermiddag lykkedes det for 15-årige Andreas Sargent Larsen at springe sig til øverste podieplads ved Verdensmesterskaberne for juniorer i udspring i den russiske by, Penza.

Springeren fra Lyngby Udsprings Klub af 2002 (LUK2002) stillede op i drengenes aldersgruppe B, som er drenge i alderen 14 – 15 år. Konkurrencen foregik på 1 meter vippe, som er den danske deltagers favoritdisciplin.

Forud for eftermiddagens guldpræstation lå et krævende indledende afsnit, hvor det blev til en flot og stabil serie for danskeren, som rakte til en placering som nummer tre ud af i alt 26 deltagere.
En udspringsserie består for udspringere i Andreas’ aldersgruppe af ni spring. De fem første spring er stilspring, hvor den samlede sværhedsgrad er ens for alle udspringere. Pointene herfra tages derefter med til finalen.
De fire sidste spring må være så svære som udspringerne selv ønsker det.

Forud for finalen stod det klart, at en topplacering var afhængig af en endnu bedre præstation fra danskerens side i finalen. Landstræner Claus Friislund besluttede derfor at ændre springlisten inden finalen, således at sværhedsgraden blev øget, hvilket gav muligheder for at opnå en højere pointscore for danskeren.
Helt konkret blev den planlagte 2,5 forlæns salto hoftebøjet skiftet ud med den sværere 3,5 forlæns salto sammenbøjet. En strategi, der viste sig at være den helt rigtige, om end konkurrencen forløb nervepirrende tæt lige til sidste runde.

Inden sidste runde havde Andreas opnået 364,60 point og lå på det tidspunkt på en andenplads, kun 0,05 point fra russeren Nikita Nikolaev, der havde 364,65 point.
Men i sidste og afgørende finalerunde formåede Danmarks ene deltager ved mesterskaberne at holde hovedet koldt og præstere et virkelig flot spring, der resulterede i den imponerende førsteplads med i alt 430,50 point.
For springeren, der ellers havde hjemmebanefordel, Nikita Nikolaev, blev det til en andenplads med i alt 421,75 point og endelig blev det til bronze til Ross Todd fra New Zealand med 421,75 point.

Glæde i Dansk Svømmeunion over dagens guld-præstation
At Danmark nu har fået en junior-verdensmester i udspring hører til sjældenhederne. Således skal vi helt tilbage til 1983 for at have opnået noget tilsvarende. Her var det Dennis Nybro Sørensen, som sprang sig til junior VM-guld på tårn.
Det er derfor også en præstation, som får det helt store smil frem hos direktør, Pia Holmen i Dansk Svømmeunion: - Jeg er virkelig glad for, at vi i Danmark har fået en junior-verdensmester i udspring i dag. Det er ikke noget, der overgår os særligt tit, men i dag, er det lykkedes. Og jeg er glad og stolt både på sportens vegne her i Danmark og naturligvis på Andreas’ og Andreas’ klubs vegne. At han har formået at gå hele vejen i dag - og det som eneste danske deltager ved mesterskaberne - er imponerende, lyder det fra direktør Pia Holmen.  

Verdensmesterskaberne i udspring for juniorer fortsætter også de kommende dage, hvor Danmarks 15-årige springer fra Lyngby stiller op fredag i disciplinen tårn (10 meter) – klokken 11.30 dansk tid.
På lørdag gælder det 3 meter vippen hvor Andreas også vil stå klar. Det er klokken 08.00 dansk tid.

Se alle resultater og følg med på eventsiden: http://water.4each.ru/en
 

For yderligere information kan Nomi Mortensen, Udspringssektionen i Dansk Svømmeunion, kontaktes på mobil: 2093 9739.


 






Cookieindstillinger