0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Christiansborg Rundt: Rekordmange svømmere i kanalerne rundt om Christiansborg lørdag

30-08-2014


Dansk Svømmeunions store åbent vand-svømmebegivenhed Christiansborg Rundt og Krüger Stafetten blev lørdag afholdt for ottende gang i de smukke rammer i hjertet af København. Præcis 2.856 svømmere var tilmeldt begivenheden lørdag, hvilket er et langt større antal, end hvad Dansk Svømmeunion hidtil har haft tilmeldt arrangementet, siden dets premiere tilbage i 2006.

Vejret viste sig fra sin smukke og kun en anelse kølige side lørdag og selvom det også blev til et par timer med regn, så var vejrguderne betydeligt mere med arrangørerne i år, sammenlignet med sidste år, hvor hele arrangementet måtte udsættes to timer på grund af overskyl i kanalerne.  
Oven på åbningstalen, som i år blev holdt af Københavns overborgmester, Frank Jensen, blev heat 1 af i alt 50 sendt afsted præcis klokken 10.45.



Svømmere afsted i dagens udgave af Christiansborg Rundt 2014. Foto: Michael Vienø.


Med cirka 65 svømmere i hvert heat, som blev sendt afsted med præcis seks minutters interval, var der konstant svømmere at se på hele den to kilometer lange rute rundt om Christiansborg – og det frem til arrangementet sluttede klokken 17.00. Her havde 2.500 svømmere præsteret at svømme den individuelle tur og 89 fire-mands hold gennemført Krüger Stafetten på den samme strækning.
 

Start- og målområdet for den friske distance på i alt to kilometer rundt om Christiansborg lå ud for Den Sorte Diamant på Søren Kierkegaards Plads. Og mens der i Havnebassinet og kanalerne blev svømmet afsted i forskellige tempi og varierede stilarter, blev der hygget på stævnepladsen med levende musik, Krügers kager og lækre frokostretter fra grill.

 

Rekordmange svømmere deltog i den festlige hovedstads-begivenhed  

Selve lørdagens store åbent vand-flagskib, Christiansborg Rundt, er vokset markant i deltagerantal siden premiereåret i 2006. Dengang tiltrak arrangementet 260 svømmere. Siden da er det gået støt opad med deltagerantallet og i år har vi nået endnu en rekord med ikke færre end 2.500 deltagere på den individuelle svømmetur. Sidste år nåede antallet op på 2.040 deltagere.
  

Vinder af Christiansborg Rundt 2014 blev på damesiden, i tiden 24,09, svenske Ellen Olsson, Skåre Swimclub. På andenpladsen kom Sofia Heimsten, SK Sydsim, i tiden 24,15. Og endelig gik tredjepladsen til Ida Schiøtt, Berendsen Textil Service, i tiden 24,37.

 


Ellen Olsson øverst på podiet og næsthurtigste svømmer, Sofia Heimsten, til højre. Desværre var Ida Schiøtt ikke tilstede til præmieoverrækkelsen. Det blev derfor hendes stolte lillebror, der modtog præmien på storesøsters vegne. Foto: Michael Vienø.

 

På herresiden blev det Peter Madsen, AGF, der vandt Christiansborg Rundt i tiden 23,01.

Nummer to blev Hannibal Steenfos, HSK, i tiden 23,11, og endelig ind på tredjepladsen kom faktisk to svømmere i samme tid: Jacob Carstensen, Esbjerg Svømmeklub, og Claus Iversen, Sigma Swim Birkerød, i tiden 23,19.



Tre stolte herresvømmere på podiet. Desværre var Claus Iversen ikke tilstede til præmieoverrækkelsen. Foto: Michael Vienø.

 

Dansk Svømmeunion hædrer hvert år den ældste herre- og damesvømmer ved Christiansborg Rundt. Dette også for at markere, at åbent vand-svømning ikke kun er for de unge og hurtige svømmere, men at det bestemt også kan være et frisk motions-tilbud til den ældre generation. 

I år gik hædren til præcis de samme to svømmere, som også de seneste to år har modtaget blomster og gaver for at være de ældste deltagere. Således blev det Sune Frederiksen, som igen i år løb af med hædren for at være den ældste herre, der havde gennemført Christiansborg Rundt. Sune er 79 år. På damesiden var Elisabeth Schubert stævnets ældste deltager med sine 71 år.


Elisabeth Schubert og Sune Frederiksen, dagens ældste deltagere ved Christiansborg Rundt. Foto: Michael Vienø.

 

89 hold svømmede Krüger Stafetten

Også den festlige firemands-stafet, Krüger Stafetten, blev et tilløbsstykke i år. Med 89 hold tilmeldt Krüger Stafetten blev der også her sat deltagerrekord i år.
Deltagerne i Krüger Stafetten svømmer præcis den samme rute som svømmerne på den individuelle distance. Her er de to kilometer blot inddelt i fire mindre bidder, således fire mand hver svømmer cirka 500 meter. Et sjovt, socialt og anderledes åbent vand-tiltag, som tilfører den traditionelle Christiansborg Rundt svømning ekstra krydderi og som samtidig giver flere motionssvømmere, som måske ikke helt har mod på den lange distance, mulighed for at være med.

 

Vinderholdet i Krüger Stafetten 2014 blev DOWSA Dominators i tiden 23,59.
Næsthurtigste hold i Krüger Stafetten blev Nordkystens Kystlivredderklub i tiden 24,40.
Og endelig blev tredjehurtigste hold i Krüger Stafetten 2014 ”Førsteholdet” bestående af svømmere fra svømmeklubben KVIK Kastrup.

 

Dagens tre hurtigste stafetter i Krüger Stafetten 2014. Foto: Michael Vienø.

 

Resultater

Resultatlister fra dagens store arrangement fremgår af hjemmesiden www.openwater.dk (direkte link: http://www.svoem.org/Discipliner/Aabent-vand/Resultater/)  
 

Christiansborg Rundt og Krüger Stafetten 2014 blev afholdt i samarbejde med TrygFonden Kystlivredning, Krüger, Det Kongelige Bibliotek-Den Sorte Diamant, Sport Event Denmark og Politiken (mediepartner).

Arrangementet er ydermere støttet af By & Havn, Dansk Erhverv, DSV, REMA1000 og Sluk Tørsten.

 

For yderligere information om Christiansborg Rundt og Krüger Stafetten 2014 kan, foruden nedenstående, også udviklingskonsulent Morten Hinnerup kontaktes på mobil: 2916 0903.

 

Dansk Svømmeunion håber, at rigtig mange af dagens deltagere vil være med igen til næste år, når der atter bydes velkommen til Christiansborg Rundt og Krüger Stafetten. Som altid afholdes denne begivenhed den sidste lørdag i august måned – således lørdag, den 29. august 2015.   


 






Cookieindstillinger