Tre nordiske rekorder, seks danske rekorder og fem danske juniorrekorder Langfredag ved DM i svømning
10-04-2009
Svømmerne fortsætter med at torpedere bassinet i Svømmestadion Danmark i nye stærke rekordtider. I aftenens første løb lykkedes det endelig for Mads Glæsner, NTC/Sigma-Allerød, at bryde den magiske 15 minutters grænse på 1500 fri. Således blev Mads her noteret for tiden 14.58,55, hvilket er både dansk og nordisk rekord. Mads er selv indehaver af disse rekorder i forvejen men forbedrer på denne forårsfredag sine tider med knap fem sekunder. En fantastisk præstation af svømmeren Mads Glæsner.
I løbet lige efter herrernes 1500 m fri finale var det så Micha Østergaards tur til at levere fænomenal svømning i langbanebassinet. Her var det 100 m butterfly finalen, som stod på programmet. Micha tilbagelægger de 100 m i tiden 57,97 og sletter dermed Jeanette Ottesens danske og nordiske rekord på distancen fra 2008 og forbedrer rekordtiden med 30/100 sekunder. Et superflot løb af svømmeren fra NTC/West Swim Esbjerg.
Den tredje nordiske rekord fredag aften stod svømmeren Lotte Friis for. I 400 m fri finalen lykkedes det således for svømmeren fra NTC/Sigma-Allerød at blive noteret for tiden 4.07,37, hvilket er en forbedring af Lottes egen danske og nordiske rekord på distancen fra 2008 med 1,10 sekunder.
I damernes semifinale i 100 m brystsvømning formåede Rikke Møller Pedersen, STO95, at forbedre sin egen danske rekord på distancen med 24/100 sekunder i tiden 1.08,51.
Jakob Andkjær blandede sig også i dag i uddelingen af rekorder ved mesterskaberne i Esbjerg. I dag lykkedes det for VAT/VI39-svømmeren at forbedre sin egen danske rekord i 100 m butterfly semifinalen i tiden 52,09. Jakob skærer derved 15/100 sekunder af sin tidligere rekord, som blev sat i 2008.
Svømmeren Mathias Andersen fra Helsingør formåede at sætte ikke færre end tre rekorder på denne Langfredag. I indledende afsnit blev det først til en dansk juniorrekord i 50 m brystsvømning i tiden 29,13. Her forbedrer Mathias således sin egen danske juniorrekord fra i går, Skærtorsdag, med 23/100 sekunder. Men her stoppede Helsingør-svømmeren ikke. I aftenens svømmeafsnit, hvor semifinalen på distancen blev afholdt, lykkedes det Mathias at skære yderligere 8/100 sekunder af juniorrekorden i tiden 29,05. Den nye tid er ikke blot dansk juniorrekord men samtidig dansk seniorrekord. Således formåede Mathias at slette svømmeren Michael Schultz Andersens danske rekord fra 2008 og forbedre tiden med 3/100 sekunder. Flot kæmpet af den unge svømmer fra Helsingør. Det skal blive spændende at se, om Mathias også i morgen, lørdag, kan justere i rekordtiden, når det går løs i finalen på distancen. I aftenens 100 m fri finale blev det til en dansk juniorrekord til Frederik Siem Pedersen, Farum, i tiden 50,97. Frederik forbedrer her sin egen danske juniorrekord fra 2008 med 39/100 sekunder.
Morten Klarskov, AIF, præsterede i morgenens afsnit at sætte dansk juniorrekord i indledende 100 m butterfly i tiden 54,71. Dermed er Mathias Gydesens danske juniorrekord fra 2006 slettet og tiden forbedret med 57/100 sekunder.
I indledende 100 m brystsvømning lykkedes det for AGF-svømmeren Josephina Bartela at svømme sig i mål i den danske juniorrekordtid 1.12,94. Josephina snupper dermed juniorrekorden fra Rikke Møller Pedersen og forbedrer tiden med lige præcis 1/100 sekunder.
Nyt navn til listen over EJM-kvalificerede svømmere Josephina Bartela, AGF, har med sin flotte juniorrekord-præstation i 100 m brystsvømning kvalificeret sig til sommerens EM for juniorer. Nyt navn til listen over kvalificerede til sommerens ungdoms OL (EYOF) Med på listen over svømmere, som har kvalificeret sig til sommerens Ungdoms OL er nu også Susanne D. Johansen, Odder, i 50 m fri med tiden 27,67.
Kontaktpersoner under DM Spørgsmål vedrørende landsholdssvømmerne kan rettes til elitechef Lars Sørensen på mobil: 2920 6160. Øvrige spørgsmål til mesterskaberne kan rettes til Lise Møller, leder af svømmesektionen, som kan kontaktes på mobil: 2013 7160.
DM på langbane 2009 fortsætter i morgen, lørdag, med indledende afsnit klokken 9.30. Finaleafsnittet begynder klokken 17.00.