Forestående Danmarks Mesterskaber i svømning er første rigtige styrkeprøve efter OL
03-04-2009
DM på langbane i Esbjerg kommer til at afgøre hvilke svømmere, der endeligt vil blive udtaget til VM, som finder sted i Rom til sommer.
Men når Danmarks Mesterskaberne på langbane/Danish Open/Danske Junior Mesterskaber begynder tirsdag, den 7. april i Esbjerg, vil også en række andre eftertragtede internationale udtagelser stå på spil, samt naturligvis kampen om at vinde de mange mesterskaber under det seks dage lange stævne. Alle de bedste danske svømmere vil være at finde i og omkring DM-bassinet i Esbjergs Svømmestadion Danmark.
VM i Rom Indtil videre er ni svømmere kvalificeret til VM individuelt og én holdkap. Svømmerne er:
Lotte Friis, NTC/Sigma-Allerød Jeanette Ottesen, Kvik Kastrup Julie Hjorth-Hansen, Sigma-Birkerød Micha Østergaard, NTC/West Swim Esbjerg Rikke Møller Pedersen, STO95 Pernille Larsen, AGF Mads Glæsner, NTC/Sigma-Allerød Chris Christensen, West Swim Esbjerg Jakob Andkjær, VAT-VI39 4 x 200 m fri, damer
Spændingen under DM går på om flere kvalificerer sig til holdet individuelt, om yderligere holdkapper kvalificerer sig samt hvilke svømmere, der kvalificerer sig til holdkap-pladserne.
I forhold til holdkapkvalifikationer har damernes 4 x 100 m medley og herrernes 4 x 200 m fri de bedste muligheder for at slippe gennem nåleøjet. I forhold til individuelle VM-kvalifikationer bedømmes Jon Rud, NTC/West Swim Esbjerg og Elspa Mørkøre, West Swim Esbjerg, at have de bedste muligheder, men flere andre ligger ligeledes tæt på.
Yderligere har eliteafdelingen givet dispensation til Mathias Gydesen, Sigma-Allerød, i forhold til at forlænge kvalifikationsperioden til og med den 18. april. Årsagen hertil er, at Mathias p.t. opholder sig på et universitet i USA, og først kan svømme et langbanestævne ugen efter DM afsluttes.
Dansk Svømmeunions elitechef, Lars Sørensen, understreger det afgørende i at være helt skarp under DM: - Her før mesterskaberne går løs, er det vigtigt at understrege, at hvis svømmerne eksempelvis kvalificerede sig til VM under OL, skal de alle klare et stabilitetskrav, førend de udtages til VM. Der er altså forskel på at være kvalificeret og på at være udtaget.
Elitechefen håber på, at VM-holdet ender på 10 – 12 svømmere. VM afholdes i Rom i perioden 26. juli – 2. august.
Ungdoms OL (EYOF) og EM for juniorer Også for de yngre svømmere fra årgangs- og juniorgrupperne står meget på spil, idet de skal forsøge at kvalificere sig videre til sommerens EM for juniorer i Prag i Tjekkiet samt EYOF i Tampere i Finland. Indtil videre er tre svømmere under kravtiden til EM for juniorer, mens syv svømmere har været under kravtiden til EYOF.
Forventningen fra Dansk Svømmeunions talentudvikler, Michael Hinge, er, at størrelsen på begge hold vil vokse betydeligt frem mod udgangen af kvalifikationsperioden i slutningen af april, og at DM i Esbjerg vil blive stedet, hvor langt størstedelen kvalificerer sig. EYOF afholdes i perioden 19. – 24. juli. EM for juniorer afholdes i perioden 8. – 12. juli. Mere end 500 svømmere fra 86 klubber tilmeldt Der er tilmeldt mere end 500 svømmere til dette års udgave af DM på langbane. Svømmerne fordeler sig på i alt 86 klubber – heraf otte udenlandske.
Program for DM/DJM/Danish Open 2009 Mesterskaberne afholdes i Svømmestadion Danmark, Gl. Vardevej 60, 6700 Esbjerg, i perioden tirsdag, den 7. april - søndag, den 12. april. Hver dag begynder indledende afsnit klokken 9.30 og finaleafsnittet klokken 17.00. Alle interesserede er velkomne til at kigge forbi og benytte lejligheden til at opleve masser af spændende svømning.
Kontaktpersoner under DM Spørgsmål vedrørende landsholdssvømmerne kan rettes til elitechef Lars Sørensen på mobil: 2920 6160. Øvrige spørgsmål til mesterskaberne kan rettes til Lise Møller, leder af svømmesektionen, som kan kontaktes på mobil: 2013 7160.