Alle svømmeklubber kan, i samarbejde med den lokale svømmehal, deltage i dette herlige og samtidig landsdækkende arrangement. Få flest mulige vandhunde - både små som store - lokket en tur i svømmehallen. På den måde får vi svømmet så langt som aldrig før! Som arrangør skal I åbne dørene gratis for alle i lokalområdet, der ønsker at komme og svømme så langt de kan – i så lang tid de vil.
Som arrangør er I ligeledes med i kampen om pengepræmier i følgende kategorier:
- Flest personer i vandet
- Flest personer i vandet per indbygger
- Flest svømmede meter
Det skal være nemt at være arrangør
Dansk Svømmeunion vil gerne gøre det så nemt som muligt for jer, der gerne vil arrangere Den Store Svømmedag. Derfor modtager I som arrangør følgende materialer helt gratis fra Dansk Svømmeunion:
- Diplomer til alle deltagere
- Plakater i A4 og A2, som I kan hænge op som reklame
- Postkort, som I kan dele ud som reklame for dagen
- Tælleblokke til alle de svømmede meter
- Skabeloner til pressemeddelelse før og efter arrangementet
Derudover sponsorerer Rema1000 frugt til alle deltagere på dagen.
På Dansk Svømmeunions hjemmeside kan I finde en drejebog, som kan hjælpe jer med planlægningen af dagen.
Læs mere om arrangement og tilmelding her.
Det skal være større
I 2014 var dørene åbne i 38 svømmehaller. 5.335 personer prioriterede at deltage i den landsdækkende svømmebegivenhed, og i alt blev der svømmet 8.440.881 meter – inklusive mange meter i svømmehallen i Nuuk i Grønland. Distancen svarer til en tur fra den danske grænse til Cape Town i Sydafrika!
I 2015 vil Dansk Svømmeunion gerne have endnu flere svømmeklubber og svømmehaller med, så vi kan aktivere endnu flere svømmeglade danskere.
Samarbejde med Børnehjertefonden
I de seneste to år har Dansk Svømmeunion og Børnehjertefonden samarbejdet om Den Store Svømmedag. Dansk Svømmeunion vil gerne støtte op om Børnehjertefondens gode arbejde for hjertebørn og deres familier.
På Dansk Svømmeunions hjemmeside kan I læse mere om hvordan samarbejdet fungerer, og hvordan I som arrangør af Den Store Svømmedag også kan støtte op om Børnehjertefonden.
Alle, der vil støtte op om Børnehjertefonden, har dagen igennem mulighed for at deltage i en lodtrækning om spændende præmier. Man deltager ved at sende en sms til 1999 med teksten ”hjerte”, og støtter derved med en 20’er.
For yderligere information, kontakt da:
Anna Jørgensen, udviklingskonsulent, email: aj@svoem.dk, mobil: 29 16 09 04.