Solide kræfter skal der til, når det gælder en vellykket afvikling af EM i Svømning 2017 i Royal Arena. Og det har EM-teamet netop fået med ansættelsen af to EM-medarbejdere på fuldtid, der frem mod mesterskaberne skal arbejde med både billetsalg, frivillighed, markedsføring og sideevents.
Mød de to EM-medarbejdere herunder.
Tilde Kjær Kristensen
Uddannelse: Tilde er færdiguddannet som cand.mag. i Retorik fra Københavns Universitet.
Sportslig baggrund: Tilde har altid dyrket sport og har blandt andet startet en løbeklub for hjemløse. Tilde har siden 2007 sideløbende med studiet været engageret i gadeidrætsorganisationen GAME på Vesterbro, som blandt andet har aktivitetstilbud til unge i udsatte boligområder i hele landet. Det har bådet været streetbasket, hip hop-dans, parkour, streetfodbold og så videre.
Hvordan er du kommet med ombord på EM-teamet?
- Efter mange år som studentermedhjælper i GAME blev jeg i 2011 ansat som fuldtids-projektleder for organisationens gadeidrætsaktiviteter, events og frivillighed. Og da jeg så hørte, at man havde brug for en medarbejder her på EM med nogle af de samme fokusområder, kontaktede jeg Mads Bang Aaen og søgte stillingen.
Hvilke arbejdsopgaver tager du dig af?
- Jeg skal stå for planlægning og udførelse af EM-sideevents i samarbejde med Københavns Kommune i hele 2017, samt koordineringen af de frivillige til EM. Jeg glæder mig til at være med til at skabe begejstring om EM og at aktivere svømmemiljøet - ikke bare i de fem dage under EM, men også op til braget i Royal Arena. Med vores planlagte sideevents har vi mulighed for at søsætte en række nye tiltag, som kan få en blivende effekt efter EM. Vi håber på at så nogle frø i EM-jorden, som kan blomstre og leve videre i sig selv efter mesterskaberne.
Fun fact - Har du en favorit-sportsudøver, som du ser op til?
- Det må være Michael Jordan. Det skyldes, at han tilføjede både attitude, stil og en identitet til sporten, som også fik betydning rundt om sporten. Han er en old school figur, som jeg virkelig synes gjorde noget fedt ved basketball-kulturen, streetkulturen og identiteten bag sporten.
Mads Gerner Pedersen
Uddannelse: Mads har læst en BA i Økonomi på Københavns Universitet og holder nu et sabbat år for at arbejde fuldtid på EM 2017.
Sportslig baggrund: Mads har spillet volleyball i syv år og spiller i dag på liganiveau i Danmark for Hvidovre Volleyball Klub.
Hvordan er du kommet med ombord på EM-teamet?
- Jeg startede med at være involveret i EM i Volleyball med EM-chef Mads Bang Aaen for cirka fire år siden. Jeg har også været lidt med på VM i Bueskydning og har været kort projektansat i Dansk Volleyball Forbund. Og nu har jeg afsluttet min bachelor, så jeg kan arbejde fuld tid fra den 1. februar på EM i Svømning.
Hvilke arbejdsopgaver tager du dig af?
- Lige nu arbejder jeg primært med administration af billetsystemet og kontakt mellem Ticketmaster og Dansk Svømmeunion. Jeg kommer også til at stå for markedsføringstiltag både i Danmark og internationalt, hvilket både vil være reklamer og forskelligt materiale, der skal udarbejdes. Derudover udfører jeg masser af ad hoc-opgaver for EM-chefen.
Fun fact - Har du en favorit-sportsudøver, som du ser op til?
- Hvis man må sige Tiger Woods, inden han blev ramt af skandaler, så må det være ham. Han var bare for vild. Han havde en helt ny måde at tænke træning på, som var revolutionerende for golfsporten.
Udover Tilde Kjær Kristensen og Mads Gerner Pedersen tæller EM-teamet også Mads Bang Aaen, der er eventchef, og Anna Marie Birkbak, som er koblet på kommunikationsområdet på deltid.
For yderligere information, kontakt da:
Mads Bang Aaen, EM-eventchef, mobil: 28 97 78 42, e-mail: mbak@svoem.dk
Tilde Kjær Kristensen, mobil: 22 97 08 11, e-mail: tkk@svoem.dk
Mads Gerner Pedersen, mobil: 30 35 65 57, e-mail: mgp@svoem.dk