Livredningssektionen i Dansk Svømmeunion ønsker at styrke svømmeklubbers kendskab til det at dyrke konkurrencelivredning – som et spændende alternativ til den klassiske svømning for medlemmerne.
Konkurrencelivredning kræver ikke en masse store investeringer, og det er et sjovt og anderledes alternativ til klubbens øvrige tilbud. Med konkurrencelivredning på programmet kan klubben sikre fastholdelse af nogle af de svømmere, som måske ellers begynder at se sig om efter en anden sportsgren, som kan udfordre og pirre nysgerrigheden.
Konkurrencelivredning er i den grad udfordrende og slet ikke til at slippe, når man først har prøvet det.
Et sted at starte er eksempelvis på Dansk Svømmeunions hjemmeside, hvor I kan læse meget mere om de forskellige discipliner, der dyrkes i konkurrencelivredning. Her vil I også kunne læse, at konkurrencelivredning er inddelt i indendørs-aktiviteter (en bassin- eller pool-del) og i udendørs-aktiviteter (en hav-del).
Læs her om konkurrencelivredning på Dansk Svømmeunions hjemmeside.
Et andet sted at starte kunne være ved at kigge forbi et mesterskab og få én på opleveren ved selvsyn. Og har nogle af klubbens medlemmer lyst til at deltage, er det også en rigtig god mulighed.
Kig forbi eller deltag selv i DM i konkurrence-/bassinlivredning den 11. april
Livredningssektionen vil gerne benytte lejligheden til at invitere til DM i konkurrencelivredning/bassinlivredning, som afholdes i Bellahøj Svømmestadion lørdag, den 11. april.
Kig forbi og se, hvordan det tager sig ud, når en masse deltagere – både børn, unge og voksne – folder sig ud og kæmper det bedste de har lært indenfor de forskellige discipliner. Og har I selv lyst til at være med, så kan I sagtens nå det endnu. Læs invitationen nedenfor, og I vil allerede begynde at få svar på nogle af jeres spørgsmål.
Invitation til DM i konkurrence-/bassinlivredning lørdag, den 11. april i Bellahøj Svømmestadion
Disciplinen Manikin tow (redning af dukke med torpedo og finner) og disciplinen rescue medley. Fotos: Jesper Westley.
2014 viste vejen for sportens potentiale indenfor både bredde og elite
2014 har været det hidtil største år for dansk konkurrencelivredning. Her afholdtes det største DM i både bassinlivredning og openwater-/havlivredning med deltagere fra seks år til midt 30’erne, blandet med elite og helt nye udøvere.
Herudover var det danske landshold afsted til VM i Montpellier, hvor det blev til en samlet 12. plads foran stærke nationer som USA, Canada og Kina.
Livredningssektionen vil naturligvis meget gerne bygge videre på sidste års succes her i 2015 og håber derfor at få mulighed for at hilse på en masse nye interesserede publikummer og ikke mindst deltagere ved DM i april måned.
Kontaktpersoner:
For spørgsmål om konkurrencelivredning generelt henvises til Anders Elbeck Christensen, medlem af Livredningssektionen, på e-mail: ace@svoem.dk eller på mobil: 61 40 42 41.
For spørgsmål om DM i konkurrence-/bassinlivredning den 11. april i Bellahøj Svømmestadion henvises til Katrine Z. Leth-Espensen på e-mail: katrine_zinck@yahoo.dk eller på telefon: 50 71 33 79.