![]() |
Visionen om at være Danmarks bedste idrætsorganisation er ikke bare tomme floskler, men et stærkt ønske, som ledelsen i Dansk Svømmeunion tager seriøst.
Derfor har bestyrelsen valgt at igangsætte projekt ”Fremtidig Organisering” for at tilpasse organisationen til nutiden og fremtiden og undersøge: Hvad virker, og hvad virker ikke, i forhold til medlemsklubberne.
Som led i projektet er der i slutningen af sidste uge udsendt et spørgeskema til alle medlemsklubber for at få jeres holdning til vigtige spørgsmål for Dansk Svømmeunion.
Hvorfor er jeres klubs mening vigtig?
Spørgeskemaundersøgelsen er et vigtigt element for bestyrelsen i det videre arbejde med projekt ”Fremtidig Organisering”. Det bliver blandt andet på baggrund af denne undersøgelse, der skal udarbejde et forslag til den fremtidige organisering af Dansk Svømmeunion.
Oplæg til høring – dernæst til behandling på generalforsamlingen i 2015
Som resultat af projektet skal der udarbejdes et oplæg, som sendes til høring blandt alle medlemsklubber, inden oplægget behandles på generalforsamlingen i april 2015.
Det er derfor vigtigt, at jeres klub besvarer spørgeskemaet for at give jeres holdning til kende og dermed sætte jeres præg på unionens fremtidige organisering. Spørgeskemaet er sendt til den mail-adresse I har registreret som officiel postadresse for jeres klub.
Kontaktperson:
Morten Hinnerup, udviklingskonsulent, e-mail: moh@svoem.dk / telefon: 44 39 44 68.