Lørdag, den 23. august bød Dansk Svømmeunions Livredningssektion på DM i konkurrencelivredning – openwater-delen. Det er første gang at mesterskaberne er blevet afholdt i Hvide Sande ved den jyske vestkyst. På dagen inviterede havet på konkurrencer i cirka en meters højde og den vanlige barske vestenvind. De hårde vejrmæssige betingelser kunne dog slet ikke tage modet fra udøverne, som dystede i individuelle discipliner samt holdkapper.
Dette års mesterskaber blev en stor succes målt i antal nye deltagere i alderen 11 – medio 30 år.
Blandt de mange discipliner udgjorde to kilometer Beach Run og Run-Swim-Run de to mest populære blandt deltagerne. Mange af de nye deltagere gav de rutinerede livreddere kamp til stregen, hvor de to største overraskelser var Julius Schmidt (Nordkystens Kystlivredning) og Katrine Holm Sørensen (Esbjerg Svømmeklub), som begge blev danske mestre i henholdsvis herre og damerækken i Run-Swim-Run.
Starten går til "Board Race". Foto: Henrik Majdal Kaarsholm.
Masser af aktivitet i de høje bølger - her disciplinen "Surf Race". Foto: Henrik Majdal Kaarsholm.
Alle resultater fra DM i konkurrencelivredning 2014 fremgår her.
Dette års DM i konkurrencelivredning viser tydeligt, at der i disse år sker en opblomstring indenfor livredningskulturen i Danmark. I 2012 deltog 40 personer i DM i konkurrencelivredning. Dette antal voksede til 54 deltagere i 2013. I år stillede ikke mindre end 121 konkurrence-livreddere til start i Hvide Sande.
Begejstring i Dansk Svømmeunion over interessen for årets DM i konkurrencelivredning (openwater)
I Dansk Svømmeunion er der stor glæde over den popularitet, som årets DM i konkurrencelivredning har opnået: - Konkurrencelivredning som aktivitet er et rigtig godt supplement og alternativ til de mere klassiske svømmediscipliner, som jo er dem, der traditionelt dyrkes i svømmeklubberne. Vi ser meget gerne, at stadig flere svømmeklubber tager konkurrencelivredningen til sig, og satser på denne sport sammen med klubbens øvrige tilbud. Flere steder i udlandet udgør konkurrencelivredning en meget stor sport næsten på niveau med den traditionelle svømning, så der er helt sikkert tale om en aktivitet, som har potentiale til at vokse sig stor, hvis først kendskabet er tilstede, udtaler direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen.
Trods det fine antal deltagere i år, er der allerede nu et ønske om at slå rekorden i 2015, når mesterskaberne atter afholdes. Der er allerede nu sat en dato på for DM i konkurrencelivredning 2015 (openwater) - mesterskaberne afholdes lørdag, den 22. august 2015. Afholdelsessted er endnu ikke besluttet, det bliver dog med stor sandsynlighed placeret i Øst-Danmark.
Et øjebliksbillede fra kvindernes "Surf Ski Race" i forbindelse med DM i konkurrencelivredning 2014. Foto: Henrik Majdal Kaarsholm.
Læs meget mere om konkurrencelivredningens discipliner på Dansk Svømmeunions hjemmeside – gå direkte til siden her.
Kontaktperson:
Anders Elbeck Christensen, udviklingskonsulent, e-mail: ace@svoem.dk / telefon: 44 39 44 81.