Trænerne svigter skolebænkenAf: DIF@Jour nr. 2 / Nora Thomsen, kommunikationsansvarligTrods mange uddannelsestilbud fra DIF og specialforbundene, så dropper foreningerne ofte at sende deres trænere og ledere på kurser.
Uddannelse er godt, uddannelse gør folk klogere, og uddannelse er vejen frem i livet – også i idræts- og klublivet.
Den gængse opfattelse af, at trænere og idrætsledere har godt af løbende uddannelse står imidlertid ikke helt mål med virkeligheden. Tørre tal viser nemlig, at såvel specialforbundene som DIF centralt har svært ved at rekruttere elever til de mange uddannelsestilbud i idrætsverdenen. DIFs uddannelseskonsulent Lars Kirkegaard siger:
- Når der ikke kommer folk nok på vores kurser, kan det skyldes mange faktorer. Overordnet må vi selvfølgelig spørge os selv om, hvad der er galt, for vi hører jo altid fra klublederne, at de finder uddannelse af deres trænere vigtig, men alligevel glemmer de ofte at gøre noget ved det.
Umiddelbart kunne man fristes til at tro, at klubberne ganske enkelt – trods de mange tilbud fra specialforbundene – ikke prioriterer uddannelse, men så firkantet, mener Lars Kirkegaard ikke, at man kan opstille problemet.
- Vi tror, at problemet blandt andet hænger sammen, med at DIF og specialforbundene ikke får kommunikeret tilbuddene godt nok ud, selvom vi forsøger at gøre rigtigt meget. Men i bund og grund er vi sikre på, at behovet er der.
Bedre resultater
På spørgsmålet om, hvorfor uddannelse af trænere og ledere i idrætsverdenen er så vigtigt, svarer Lars Kirkegaard:
- Hvis man ser det fra en idrætsudøvers perspektiv, så giver det bare en bedre idrætsoplevelse – lige meget om vi taler bredde eller elite - at træneren er veluddannet og har styr på tingene. Kvaliteten på bundlinjen bliver større, hvis vi har nogle veluddannede mennesker, der står bag, og i sidste ende kan det jo også give resultater på banen.
DIF opfordrer klubberne til at se kursustilbuddene som fremtidsinvesteringer.
- Hele klubben får glæde af, at de mennesker, der har nøglepositionerne i foreningen, hele tiden dygtiggør sig, og derudover er der også den fordel, at man fremtidssikrer klubben ved hele tiden at have nye dygtige trænere til at tage over, hvis nogle af de gamle kræfter stopper, siger Lars Kirkegaard.
Dansk Svømmeunion prioriterer trænerkurser højt
I forlængelse af ovenstående artikel bragt i DIF@Jour henvises til det seneste nummer af SVØM Inside – udsendt i december måned. Her bragte Dansk Svømmeunion en artikel med fokus på betydningen af gode og målrettede træneruddannelses-tilbud. I artiklen beskrives den røde tråd, der i dag eksisterer i de kurser og uddannelser, som Dansk Svømmeunion udbyder til svømmetrænere. I Dansk Svømmeunion er man således meget bevidste omkring betydningen af, at svømmetrænere løbende opnår nye kompetencer indenfor sit felt – til direkte gavn og glæde for klubben og dens medlemmer. For at dette skal kunne lade sig gøre, kræver det, at der findes relevante målrettede træner-tilbud.
Dette er netop hvad artiklen i SVØM Inside omhandler – gå direkte til artiklen
her.
Har du også læst?Husk indsendelse af forslag til generalforsamlingen og områdemøderIndstilling af kandidater til Dansk Svømmeunions års-priser 2011Stor interesse for skolesvømningNye kørselstakster for 2011Nu har du mulighed for at opleve De Olympiske VærdierTrænerne svigter skolebænkenNyt fra svømmesektionenMastersudvalget søger mesterskabsarrangører til 2012 Præ-masters og masters i blandede løb ved DOM i RingstedStatus på optagelsesprøver til grunduddannelsen i TrygFonden Kystlivredning2010 blev en travl sæson for de danske kystlivreddereLEN udgiver nyt elektronisk magasin FUNBALLZ – et nyt aktivitetstilbud til klubberne