Den danske delegation i dyb koncentration. Foto: Michael Vienø. |
Succesfuld LEN-kongres i strålende solskinAf: Nora Thomsen, informationsmedarbejder, Dansk SvømmeunionFredag – lørdag, den 18. – 19. september, var Dansk Svømmeunion vært for den årlige LEN-kongres i København. Det blev til nogle spændende, lærerige og hæsblæsende dage for såvel bestyrelse som administration.
Historisk LEN-kongres og kalender-konference på dansk grund
Med knap 300 delegerede gæster og ledsagere samlet på Hotel Marriott var rammerne sat for årets LEN-kongres, som for første gang i dansk svømnings historie blev holdt på dansk grund.
Forud for LEN-kongressen, som blev holdt lørdag formiddag på Hotel Marriott, lå en række obligatoriske møder samlet under det, som kaldes kalender-konferencen. Kalender-konferencen blev afholdt fredag ligeledes på Hotel Marriott.
Her mødtes de mange landes repræsentanter og drøftede kommende internationale begivenheder indenfor de forskellige discipliner – svømning, åbent vand-svømning, masters, vandpolo, synkro og udspring.
Fredagens møder forløb planmæssigt, og LEN-kalenderen for 2010 kunne således gøres klar til produktion og offentliggørelse.
LEN-kongressen lørdag blev styret af LENs Bureau med formand Nory Kruchten i front.
Her blev agendaen gennemgået som sig hør og bør og uden de helt store diskussionspunkter.
Dansk Svømmeunion var, dels som vært, dels som aktivt medlem, også på talerstolen ved flere lejligheder. Her var det Dansk Svømmeunions formand, Kaj Aagaard, der varetog talerne.
Kongressen afsluttedes med en såkaldt LEN Lunch, hvor LEN var vært for en frokost til alle delegerede.
Royal reception
I forbindelse med kongressen havde Dansk Svømmeunion inviteret sin protektor, Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, til en mindre reception, hvor kun Dansk Svømmeunions og LENs bestyrelsesmedlemmer var tilstede. Med til at modtage og følge Kronprinsessen havde Dansk Svømmeunion allieret sig med sommerens verdensmester i 800 m fri, Lotte Friis, som dermed fik lejlighed til et gensyn med protektoren.
Kanal- og slentreture i smukt solskinsvejr
Receptionen fandt sted lørdag eftermiddag. Senere samme dag havde alle delegerede og ledsagere mulighed for at opleve hovedstaden fra søsiden via en arrangeret kanaltur.
Mange valgte at deltage på denne smukke sejlads. Ligeledes var der mange, som valgte at slentre ture i hjertet af København til fods og på den måde nå at suge lidt af byens puls til sig før det var tid til omklædning til den traditionelle gallamiddag, som blev holdt i Tivoli.
Hele weekenden viste København sig fra sin smukkeste side med blå himmel og solskin. Det fantastiske vejr var uden tvivl med til at gøre kongressen til en god oplevelse for de mange internationale gæster, som hyggede med at indtage de mange små pauser undervejs på hotellets store terrasse. Herfra var der direkte udsigt til Københavns Havnebassin, hvor der hele tiden var hyggelig aktivitet i form af kanalbåde, roere og havkajakker, der stille og yndefuldt gled forbi.
Flot fælles indsats af frivillige, bestyrelsesmedlemmer og ansatte
At servicere 300 gæster, som taler alt andet end dansk, og som har spørgsmål til snart sagt alt undervejs, kræver assistance af rigtig mange personer.
Dansk Svømmeunions ”Organization Committee” bestod af en bred vifte af både frivillige hjælpere, bestyrelsens medlemmer inklusive ledsagere og ansatte. Således var der hænder til at løfte overalt – det være sig i forbindelse med velkomstdisken i lufthavnen, i chauffør-teamet og velkomstdisken på hotellet. Hertil kom de mange praktiske udfordringer undervejs i form af opstilling af bagvægge, pressevægge, uddeling af tryksager, kopiering, indchekning og betaling for ikke forhåndstilmeldte gæster, produktion af ekstra akkrediteringskort med meget mere.
Takket være en flot fælles indsats forløb dagene på Marriott rigtig godt.
En vellykket kongres åbner døre i internationalt regi
I Dansk Svømmeunion ser man nu tilbage på en vellykket kongres, som uden tvivl har medvirket til at markere Danmark, dansk svømning og organisationen Dansk Svømmeunion som en instans, der bør tages med i overvejelserne, når såvel FINA som LEN for fremtiden diskuterer værtskaber for internationale begivenheder.
- Det, at vi nu har vist, at vi også kan være med, når det kommer til afholdelse af noget så stort og prestigefyldt som en LEN-kongres, betyder helt sikkert, at vi for fremtiden vil blive betragtet med andre øjne, når diskussionen kommer til afholdelse af internationale events, udtaler direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen, og fortsætter: - Vi har denne sommer både afholdt et FINA World Cup og nu senest en LEN-kongres. Det har været to ansvarsfulde og ressourcekrævende arrangementer at løfte, men det vidste vi på forhånd. Her har vi hele tiden haft vores fokus på, at det er den slags, der skal til, hvis vi ønsker at gøre opmærksomme på os selv som en svømmeaktør, der går efter indflydelse i international sammenhæng. Og vi ønsker, at der bliver lyttet, når vi ytrer os. Vi ønsker, at dansk svømning, størrelsen til trods i international sammenhæng, bliver taget alvorligt, både når vi udtaler os politisk, og når vi byder ind med værtskaber. Vi har nu fået skabt et solidt grundlag for dette med de seneste måneders store arrangementer, lyder det afslutningsvis fra Pia Holmen.
LEN-kongressen er økonomisk blevet støttet af Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark, der således gjorde det muligt at byde ind med et værtskab for en kongres overfor LEN.
For spørgsmål i øvrigt til LEN-kongressen kan Dansk Svømmeunions direktør, Pia Holmen, kontaktes på telefon: 4439 4451 og på e-mail: ph@svoem.dk
Fotos på www.svoem.dk
Der vil i den nærmeste fremtid blive lagt enkelte fotos fra såvel kongressen som receptionen, hvor Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary var tilstede, på Dansk Svømmeunions hjemmeside. Hold således øje med
www.svoem.dk LENs Bureau med formand Nory Kruchten i centrum (herren med gult slips). Yderst til venstre er Dansk Svømmeunions formand i færd med velkomsttalen. Foto: Michael Vienø. |
Har du også læst?Bestyrelsens funktionsfordelingSuccesfuld LEN-kongres i strålende solskinDansk Svømmeunions formand udpeget til DIFs nye udviklingsudvalg Danmarks Idræts-Forbund er klar med de nye medlemstal for 2009Dansk Svømmeunion godt på vej med DIFs pilotprojekt ”Kvinder på toppen”Modtager du Dansk Svømmeunions egne pressemeddelelser?Tjen penge til din svømmeklub – og gør samtidig en god gerning!Åbent vand-arrangementers succes afhængig af frivilliges hjælp og indsatsFå dage til IOC-topmødet i KøbenhavnVær med til at fejre OL-eventen i KøbenhavnBesøg den store ungdomsbazar Dansk deltagelse ved LEN Official Seminar i ManchesterVær med til at skabe fitnesscentre under ordentlige rammerGenoplev de største sportsoplevelser fra de sidste 25 årLivredder-aspiranter søges til 2010 sæsonenDommerseminarer i efteråret 2009Bliv træner på eliteniveauIdrættens Træner Akademi – fleksibel uddannelsePremiere på Aqua Beach Camp i 2009Aqua Camp 2009 – endnu en bragende succesNYT fra FINA og LENSøren Korbo genudpeget til FINAs Svømmekomité NYT fra eliteafdelingenRekordhøj bonus udbetaling til svømmerne efter VM i RomKravtider til Nordiske Junior Mesterskaber 2009Team Danmark kurser i idrætsskader og ernæring