Der blev i weekenden fundet vindere af DM 2004 for U12 og U16 i Vollsmose Svømmehal.
U12 I U12 blev det til hjemmesejr til værterne fra OSLF-Aalborg ved weekendens Danske mesterskaber. Efter en spændende finalekamp mod Sønderborg, som OSLF-Aalborg vandt 8-6, kunne guldmedaljerne hænges om halsen på de glade vindere, der dermed forsvarede DM-titlen på fornem vis. Sønderborg blev fortjent nummer to efter at have vundet semifinalen mod Lystrup2. Slagelse havde tabt semifinalen til OSLF-Aalborg og skulle dermed spille mod Lystrup2 om bronzemedaljerne. Dem snuppede Lystrup2 efter en spændende kamp, der sluttede 9 - 5 i jydernes favør. Lystrup1 og Frem, der begge havde fået drøje hug i de indledende kampe spillede om femtepladsen. Efter en spændende og meget målrig kamp (11 - 8) snuppede Lystrup1 femtepladsen og henviste Frem til sidstepladsen ved årets DM for U12.
Slutstillingen blev således: OSLF - Aalborg Sønderborg Lystrup 2 SSK (Slagelse) Lystrup 1 Frem
U16 I U16 turneringen var der tre hold tilmeldt, som alle stillede med største kampgejst og god spilforståelse. I den første kamp skulle værterne fra OSLF møde Slagelse. Efter et tæt opgør løb OSLF med sejren på 8 - 5 og turneringens første to point. Derefter var det Lystrups tur til at møde Slagelse. Jyderne trak her det længste strå og henviste dermed Slagelse til tredjepladsen i turneringen. Turneringens sidste kamp blev således en ægte finale. Efter en yderst spændende og velspillet kamp vandt Lystrup med 9 - 8 over OSLF. Og så var der guld til Lystrup.
Slutstillingen blev således: Lystrup OSLF SSK (Slagelse)
For yderligere information vedrørende begge mesterskaber kan Kaj Kornbech, vandpolosektionen, kontaktes på telefon 6613 8922, e-mail: kaj.k@teliamail.dk