0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Tung start for Danmark ved Nordsø Cup 2005

01-04-2005

Af: 21

Dette års Nordsø Cup, som finder sted i Odense Universitets Svømmehal denne weekend, har lagt ud med en tung start for såvel det danske landshold som det danske mastershold fra Odense-klubben Frem.

I aftenens første kamp mellem Danmark og Belgien lykkedes det for Danmark at følge modstanderholdet i første periode, som sluttede 2 – 2. Derefter tog belgierne teten og vandt anden periode med cifrene 3 – 1 og tredje periode med cifrene 4 – 1. I fjerde og dermed sidste periode lykkedes det for det danske landshold at pynte lidt på resultatet ved at kæmpe sig op på cifrene 2 – 2, men det samlede resultat taler alligevel sit eget tydelige sprog. Med et nederlag til Danmark på 6 – 11, kunne det belgiske landshold træde op af bassinet med selvtilliden i behold, mens de danske spillere måtte se i øjnene, at de her havde mødt deres overmænd.

Landsholdstræner Mogens Kornbech var nederlaget til trods tilfreds med den danske præstation.
- Det danske landshold kæmpede flot, og at det blev til et nederlag var nok ventet, idet spillerne på holdet ikke har haft ret mange fælles træningssamlinger foruden regulære kampe op til dette stævne, lød det fra landsholdstræneren.   

I fredagens anden og dermed sidste kamp, stod Frems mastershold overfor det svenske landshold.

Det erfarne Odense-hold kommer her rigtig godt fra start og lægger ud med en 3 – 0 føring efter første periode. Men herfra indhenter det unge svenske hold mastersholdet og vinder de tre følgende perioder med cifrene 2 – 0, 2 – 0 og 2 – 1.
Således bliver slutresultatet 6 – 4 i svenskernes favør.

Om denne kamp fortæller Mogens Kornbech efterfølgende, at Frem nok havde masser af erfaring og rutine at trække på, hvilket kom til udtryk i første periodes resultat, men at holdet herefter ikke kunne følge svenskernes tempo, som i de følgende tre perioder havde energi til at stikke af fra danskerne på den store bane, som benyttes i Odense Universitets Svømmehal.
Selvom det svenske landshold vandt over Odense-holdet, er den danske landsholdstræner ikke imponeret over den svenske præstation.
- Jeg havde ventet, at det svenske landshold ville levere en stærkere præstation i aften, så det efterlader nu os (det danske landshold, red.) med en større forhåbning om at kunne vinde i morgen, når det bliver landsholdet tur til at møde svenskerne, fortalte landsholdstræner Mogens Kornbech efter fredagens sene kamp.

Danmark møder Sverige i morgen, lørdag, klokken 13.15.

Derefter følger kampene:
Belgien – Frems mastershold, klokken 14.15.
Sverige – Belgien, klokken 16.15.
Danmark – Frems mastershold, klokken 17.15.

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Vandpolosektionen

 






Cookieindstillinger