0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

EKM - dag 4: Guld- og sølvmedalje til Danmark på sidstedagen af EM på kortbane 2004

12-12-2004

Af: 21

Selvom de danske svømmere ved EKM allerede har givet alt, hvad de har i sig i flere dage, betyder det ikke, at der ikke var mere energi at komme efter i mesterskabernes sidste afsnit søndag aften.
Slet ikke!

Det fortæller to flotte nye medaljer og flere rekorder med alt tydelighed.

Helt til tops når Louise Ørnstedt, Frem/STO95, i finalen i 200 m rygsvømning. Louises tid - 2.06,33 - er både dansk og nordisk rekord. Her forbedrer Louise sine egne rekorder på distancen med ikke mindre end 61/100 sekunder.
Et forrygende løb af 19-årige Louise som velfortjent får guldet med hjem i bagagen.
Sølv til Sarah Price fra England i tiden 2.07,24.
Bronze til Gemma Spofforth, ligeledes England, i tiden 2.07,64.
Louise har dermed to medaljer med hjem fra mesterskaberne, idet hun i fredags også kom på podiet - her med tredjehurtigste tid i 100 m rygsvømning.

I aftenens finale i 100 m butterfly for damer, var både Mette Jacobsen, West Swim Esbjerg, og Jeanette Ottesen, Lyngby/Elitecentret, med fra start.
Og her viser 31-årige Mette, at formen er helt i top ved at sætte dansk rekord og nå i mål som næsthurtigste svømmer i tiden 58,43.
Mette forbedrer her sin egen danske rekord med 34/100 sekunder.
Et rigtig flot løb af svømmeren fra West Swim Esbjerg, som dermed har to sølvmedaljer med hjem til Danmark, idet hun allerede torsdag blev nummer to i finalen i 200 m butterfly.
I aftenens 100 m butterfly går guldet til Martina Moravcova, Slovakiet, i tiden 56,89 mens bronzemedaljen svømmes hjem af franske Malia Metella i tiden 58,47.
Jeanette Ottesen, Lyngby/Elitecentret, slutter på en syvendeplads i tiden 59,83.

Jakob Andkjær, VAT89/VI39/Elitecentret, var med i aftenens semifinale i 50 m butterfly. Her kommer den 19-årige svømmer i mål i tiden 23,79, hvilket resulterer i en samlet sjette- og dermed finaleplads.
I finalen bliver det atter til en sjetteplads til Jakob her i den lidt hurtigere tid - 23,68.
Mark Foster fra England vinder guld i tiden 23,35.
Finske Jere Hard vinder sølv i tiden 23,38.
Endelig bliver det til bronze til Oliver Wenzel, Tyskland, i tiden 23,50.

Med aftenens finale i 50 m butterfly sætter Jakob Andkjær punktum for et flot efterår, hvor det er blevet til flere rekorder og mange flotte placeringer ved både VM og EM.  

Julie Hjorth-Hansen var søndag aften med i finalen i 400 m individuel medley, hvor det blev til en syvendeplads til den 20-årige svømmer fra Sigma/Birkerød i tiden 4.41,84.
Guld til Eva Risztov, Ungarn, i tiden 4.32,26.
Sølv til tyske Teresa Rohmann i tiden 4.34,38.
Bronze til Katinka Hosszu, ligeledes Ungarn, i tiden 4.35,41.

West Swim Esbjergs Micha Østergaard var med i aftenens semifinale i 50 m fri svømning.
Micha blev her noteret for tiden 25,63 og sluttede på en samlet 12. plads.

Status på EKM 2004
EM på kortbane 2004 er nu afsluttet.
Danmark kan vende hjem med flere medaljer end nogensinde før ved disse mesterskaber.
I alt seks medaljer er det blevet til denne gang, hvor det hidtil største antal medaljer ved et EKM har været fire (opnåede Danmark ved EKM i 1998 og 1999).

Guld til Louise Ørnstedt (Frem/STO95) i 200 m rygsvømning.
Sølv til Mette Jacobsen (West Swim Esbjerg) i både 100 og 200 m butterfly.
Sølv til Lotte Friis (Sigma/Allerød) i 800 m fri svømning.
Bronze til Louise Ørnstedt (Frem/STO95) i 100 m rygsvømning.
Bronze til Julie Hjorth-Hansen (Sigma/Birkerød) i 200 m individuel medley.

Ved sidste års EKM, som fandt sted i Dublin, blev det, til sammenligning, til i alt to bronzemedaljer til Danmark. Således en meget flot medaljefremgang til Danmark ved dette års Europæiske Mesterskaber på kortbane.

De mange flotte danske præstationer har samtidig resulteret i tre nordiske rekorder, otte danske rekorder og tre danske juniorrekorder.

Endelig er det blevet til 16 finaler og 19 semifinaler til Danmark, hvilket er klart bedre i forhold til sidste år.

Det er da også en yderst tilfreds elitechef, Lars Sørensen, som nu, sammen med svømmerne og den øvrige danske landsholdstrup kan pakke bagagen og se frem til at få dansk jord under fødderne i morgen mandag.
- Jeg er meget tilfreds med svømmernes præstationer. De har virkelig gjort det godt. Så det har bestemt været et rigtig godt mesterskab for os. Noget af det, som jeg samtidig er meget glad for, det er, at de mange flotte medaljer, det er blevet til, de fordeler sig på flere svømmere og ikke kun hentes hjem af en enkelt stærk profil, fortalte elitechefen søndag aften fra Wien.

For yderligere information kan elitechef Lars Sørensen kontaktes på mobil: 2920 6160.

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Eliteafdelingen

 






Cookieindstillinger