0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

Kvindelig kvartet sikrer dansk nationsplads til OL i Paris uden at svømme

11-02-2024

Efter de indledende heats til VM i svømning er dansk holdkap sikret nationsplads til OL.

Af: Klaus Bach Christensen, kommunikationskonsulent

Danmarks holdkap i 4x100 meter frisvømning er klar til OL i Paris. Det står klart efter dagens indledende heats til verdensmesterskaberne i Doha, hvor Danmark ikke engang var i aktion. 

 

For at forstå holdkappens kvalifikation skal vi tilbage til VM i sommer.  

 

Her præsterede det danske hold bestående af Signe Bro, Julie Kepp Jensen, Emilie Beckmann og Helena Rosendahl Bach at svømme 3.41.21 på distancen. Tiden var 14. hurtigst af alle nationer. 

 

Efter dagens heats ved det igangværende verdensmesterskab i Doha, står det klart, at den danske kvartet, kommer til at blive noteret for den 14.-16. hurtigste nationstid i 4x100 meter frisvømning fordelt over de to verdensmesterskaber. 

 

Signe Bro, Emilie Beckmann, Julie Kepp Jensen og Helena Rosendahl Bach står bag OL-kvalifikationen af 4x100m fri.

Foto: Patrick Kraemer.

 

Og netop de nationer, som er noteret for de 16 hurtigste tider fordelt over VM i Japan og VM i Doha, opnår en nationsplads til OL 2024. 

 

Inden dagens VM-finale i Doha er Danmark noteret for den 14. hurtigste tid. Polen og Slovenien er med sine tider fra i formiddags på henholdsvis 3.41.43 og 3.42.11 noteret for 15. og 16. hurtigst tid, og begge nationer har mulighed for at svømme sig forbi Danmark senere i dag. 

 

Uanset om det sker eller ej, ændrer det ikke på, at dansk svømmesport er kvalificeret i 4x100m frisvømning til OL, da finalens seks øvrige nationer allerede er noteret for hurtigere tider end Danmarks tid fra VM i Japan.

 

Hvilke kvinder, der kommer til at repræsentere Danmark i holdkappen i Paris (såfremt Danmarks Olympiske Komite (DIF) officielt udtager holdkappen), står først klart efter kvalifikationsperioden, der løber til og med Danish Open den 11.-14. april. 

 

Sikkert er dog, at vi kan lykønske de fire VM-svømmere fra i fjor, som svømmede Danmark til en nationsplads. Stort tillykke til svømmerne, deres daglige trænere og klubber. 

 

 

Om kvalifikation af holdkapper til OL 

De 16 hurtigste nationer på de enkelte holdkapper ved VM i Japan 2023 og VM i Doha 2024 kvalificerer sig til OL i Paris. 

 

For hver kvalificeret holdkap har den enkelte nation mulighed for at udtage maksimalt to yderligere svømmere til at være en del af holdkappen (Relay-Only Athletes). Disse svømmere behøver hverken at have individuelt A- eller B-krav for at være en del af holdkappen. Individuelt kvalificerede svømmere kan også være en del af holdkappen.

 

Det er Danmarks Olympiske Komité (DIF), der udtager svømmere og holdkapper til OL.

 

Læs mere om kvalifikationen til OL og reglerne her


 






Cookieindstillinger