0 bestillinger   Nyhedsbreve   Presse   Kontakt   Log ind
       
Aktuelt
Nyheder, aktiviteter, jobbørs...
Klubber
Find adresser, kort rutevejledning...
Discipliner
Svømning, livredning, åbent vand...
Kurser
Kalender, uddannelse, tilmelding...
Redskaber
Blanketter, vejledninger, regler, politikker...
Om unionen
Sektioner & udvalg, historie, facts...

World Cup, Stockholm: Dansk/nordisk rekord og fire medaljer til Danmark i aftenens finaleafsnit

19-01-2005

Af: 21

Mette Jacobsen, West Swim Esbjerg, svømmede her til aften en fantastisk flot 200 m butterfly og kommer i mål i den forrygende tid 2.05,78, hvorved hun forbedrer sin egen danske og samtidig nordiske rekord på distancen med ikke mindre end 72/100 sekunder.
Tiden er blot 1/100 sekunder fra den europæiske rekord, som tyske Annika Mehlhorn satte tilbage i 2000.
Et virkelig godt løb af Mette, som samtidig resulterer i en guldmedalje foran Ri You Kown fra Korea, som noteres for tiden 2.09,21.
Bronze går til Wenjing Jiang, Kina, i tiden 2.09,36.
Det er anden gang at Mette sætter rekord ved dette World Cup stævne. I går blev det således til en flot dansk rekord på den halve distance – 100 m butterfly.

Efter i går at have svømmet sølv hjem i 50 m rygsvømning, lykkedes det i aftenens finaleafsnit for Louise Ørnstedt at nå øverst på podiet på den dobbelte distance – 100 m rygsvømning.
Louise kommer i mål i tiden 59,06 og vinder solidt foran næsthurtigste svømmer, Hanae Ito fra Japan, som bliver noteret for tiden 59,81.
Bronze til Aya Terakawa i tiden 59,88.
Louises tid er her 30/100 sekunder fra hendes egen danske/nordiske rekord på distancen – en rekord, som blev sat ved EM på kortbane i Wien i december måned.
Flot løb af svømmeren fra Frem/STO95.

For anden dag i træk svømmer Julie Hjorth-Hansen en god andenplads hjem ved World Cup i Stockholm. I går blev det til sølv i 200 m individuel medley. I aftenens finaleafsnit lykkedes det så igen for svømmeren fra Birkerød/SIGMA at få sølvmedaljen om halsen – denne gang i disciplinen 400 m individuel medley.
Julie noteres for tiden 4.40,82 – en flot præstation meget tæt på hendes egen personlige rekordtid. Kun Misa Amano fra Japan formåede at svømme hurtigere end Julie og vinder således guld i tiden 4.38,29.
Bronze til den kinesiske svømmer Jiaying Pang i tiden 4.43,46.

Aalborg-svømmeren Majken Thorup blev også én af aftenens danske medaljetagere, da hun i 50 m brystsvømning sluttede på tredjepladsen i tiden 31,98.
Guldet går her til Alison Sheppard fra England i tiden 31,58. Sølv til Elena Bogamazova, Rusland, i tiden 31,86.

Aftenens øvrige danske finaleresultater:
Lotte Friis, Allerød/SIGMA, nr. 4 i 400 m fri svømning i tiden 4.08,55.
Louise Jansen, Allerød/SIGMA, nr. 5 i 200 m brystsvømning i tiden 2.31,44.
Louise Jansen, Allerød/SIGMA, nr. 6 i 50 m brystsvømning i tiden 32,12.
Jeanette Ottesen, Lyngby/Elitecentret, nr. 6 i 50 m butterfly i tiden 27,09.
Maibritt Thoft, Kalundborg/Elitecentret, nr. 7 i 200 m butterfly i tiden 2.15,42.
Chris Christensen, West Swim Esbjerg, nr. 7 i 200 m individuel medley i tiden 2.03,64.
Louise Ørnstedt, Frem/STO95, nr. 7 i 100 m individuel medley i tiden 1.04,10.
Kathrine Jørgensen, West Swim Esbjerg, nr. 8 i 100 m individuel medley i tiden 1.04,61.
Mads Glæsner, Allerød/SIGMA/Elitecentret, nr. 8 i 1500 m fri svømning i tiden 15.39,20.
Micha Østergaard, West Swim Esbjerg, nr. 8 i 50 m butterfly i tiden 27,50.
Frederikke Glæsner, Allerød/SIGMA/Elitecentret, nr. 8 i 200 m butterfly i tiden 2.15,61.    

Alle resultater kan ses på: www.omegatiming.com
For yderligere information kan landstræner Mark Regan kontaktes på mobilnr. 2920 6158.

World Cup stævnet i Stockholm er nu afsluttet. Herfra begiver de 12 bedste danske seniorsvømmere sig videre til World Cup afsnittet i Berlin, som finder sted i weekenden, den 22. – 23. januar. De øvrige danske svømmere rejser hjem til Danmark torsdag.

Venlig hilsen
Dansk Svømmeunion
Eliteafdelingen
 

 






Cookieindstillinger