Dansk Svømmeunion sender 102 unge talenter til svømmestævne i Luxembourg
21-01-2005
Af: 21
I samarbejde med 10 svømmeklubber, som indgår i Dansk Svømmeunions talentudviklingsprogram (TUP), foruden en række lokale klubber, som har deltagende svømmere i talentudviklingsprogrammet, sendte unionen i går en historisk stor 102 personers delegation af årgangssvømmere af sted til et internationalt svømmestævne i Luxembourg, som finder sted fra og med i dag, fredag, den 21. januar til og med søndag, den 23. januar.
De mange svømmere deltager primært ved stævnet for at høste begyndende international erfaring samt for at få udbygget et socialt netværk indenfor svømning. Et netværk, der kommer svømmerne til nytte senere i karrieren. Stævnet i Luxembourg svømmes med finaler, som ved de store seniormesterskaber.
Svømmerne indgår i Dansk Svømmeunions talentudviklingsprogram (TUP) De unge talentfulde svømmere (piger inden for aldersgruppen 12 -14 år / drenge inden for aldersgruppen 14 – 16 år) er alle tilknyttet Dansk Svømmeunions landsdækkende talentudviklingsprogram, hvor der regelmæssigt afholdes træningssamlinger og arbejdes med forskellige former for svømmespecifik indlæring.
Talentudviklingsprogrammet udgør en integreret del af Dansk Svømmeunions elitestruktur med etablerede kraftcentre og elitecenter. Dette samarbejde involverer mere end 40 svømmeklubber på landsplan.
Der kan læses yderligere om stævnet og ses resultater via følgende link: www.flns.lu
For yderligere spørgsmål kan elitechef Lars Sørensen kontaktes på mobil: 2920 6160.