Dialog med flere offentlige instanser har sikret et sundhedsforsvarligt DM-setup.
Af: Klaus Bach ChristensenLandets bedste svømmere skal for første gang i et år konkurrere, når danmarksmesterskaberne på kortbane begynder i morgen. Det er dog alt andet end et velkendt DM, der venter svømmerne, de deltagende klubber og svømmeinteresserede. Med udgangspunkt i Kulturministeriets retningslinjer for idræts- og foreningslivet har vi sammen med vores lokalarrangør Helsingør Svømmeklub vendt samtlige scenarier for at sikre svømmernes sundhed, så de trygt og forsvarligt kan deltage i årets DM Kortbane.
Professionel sport og professionelle atleter defineres af Kulturministeriet som værende udøvere, der konkurrerer på det øverste nationale konkurrenceniveau i Danmark. I svømning er det altså DM-kvalificerede svømmere med seniorkravtider.
Vores svømmeres sundhed har altid højeste prioritet. Derfor har vi forelagt Styrelsen for Patientsikkerhed danmarksmesterskabets sportslige setup samt dets rammer. Styrelsen har bekræftet, at forholdsreglerne i svømmehallen (afstande, grupperinger, rengøring m.v.) ikke giver grundlag for forøget smitterisiko. Sammen med ledelsen i Helsingør Svømmeklub har vi ligeledes været i dialog med Helsingør Svømmehal, Danmarks Idrætsforbund, Helsingør Kommune og Nordsjællands Politi.
Svømmerne holdes adskilt hele tiden
For det første afholdes først DM for damer (14.-17. december) og så for herrer (18.-21. december). For både damer og herrer gælder, at en lang række separate stævneafsnit hele tiden holder svømmerne adskilte, så der kun er en gruppe på højst 30 personer i svømmehallen ad gangen.
Den enkelte gruppes flow er ensrettet, så svømmerne kommer ikke tilbage til steder, hvor de tidligere har opholdt sig. Alle steder de kommer forbi bliver hurtigt rengjort i overensstemmelse med myndighedernes krav og retningslinjer for rengøring.
Svømmernes flow i detaljer:
Det sker efter svømmerne forlader Helsingør Svømmehal
Hver svømmer har kun mulighed for at deltage i et løb pr. dag. Det betyder, at svømmerne efter at have konkurreret hurtigt skal videre – enten hjem eller til Comwell Borupgaard. Hotellernes brancheorganisation har givet Comwell Borupgaard – efter dialog med Nordsjællands Politi – mulighed for at holde åbent i DM-dagene. På hotellet vil alt ophold og bespisning foregå efter samme principper som i svømmehallen. Det betyder, at sikkerheden samt krav om afstand og mundbind skal overholdes, og bespisning for svømmerne vil foregå isoleret fra de øvrige hold, og indtagelse af forplejning skal foregå på værelserne eller gruppeopdelt i et af hotellets mødelokaler. Holdenes deltagere skal desuden under hele eventet isolere sig fra deltagere fra øvrige hold og fra lokalbefolkningen i Helsingør.
Det understreges at shoppingture og anden færdsel i områder med mange mennesker på det kraftigste frarådes. Svømmere, der kommer langvejs fra, vil derfor leve i en form for boble, idet de kun er i Helsingør Svømmehal for at konkurrere og efterfølgende opholder sig på deres eget hotelværelse – i kort afstand fra svømmehallen.
Svømmere, der bor i lokalområdet, vil efter at have konkurreret blive eskorteret hjem, hvor de vil opholde sig til deres eventuelle næste konkurrence. De opfordres ligeledes til at isolere sig under eventen. Alle deltagere til danmarksmesterskabet vil dermed have minimal kontakt med omverdenen.
Foruden at opdele mesterskabet for henholdsvis damer og herrer har vi også valgt at gøre yderligere tiltag. Blandt andet vil der være forskellig officialbemanding til de to mesterskaber, ligesom trænerne ikke vil have mulighed for at overvære mesterskabet i svømmehallen.
DM på kortbane for damer starter i morgen klokken 09.30. Danmarksmesterskabet kan alle dage livestreames direkte via LiveTiming.