Dansk Svømmeunion har pr. 1. februar ansat Michael Hinge som juniorlandstræner.
Michael Hinge, der til dagligt fungerer som cheftræner i Silkeborg Svømmeklub, er 41 år. Stillingen som juniorlandstræner er et deltidsjob som Michael Hinge skal bestride sideløbende med sin cheftrænerstilling. Ansættelsen er tidsbegrænset frem til 31. august 2005.
Michael har stor erfaring med træning af juniorsvømmere og blev således valgt til årets juniortræner i 2004 af Dansk Svømmetræner Sammenslutning (DSTS). Han har stået bag mere end 20 danske juniormesterskaber og havde i forbindelse med det senest afholdte Europæiske Junior Mesterskab to svømmere med.
Uddannelsesmæssigt har Michael gennemgået alle Dansk Svømmeunions trænerkurser og har indenfor de seneste to år gennemgået den højeste træneruddannelse, ITA (Idrættens Trænerakademi), der kan opnås i Danmark.
For yderligere information kan elitechef Lars Sørensen kontaktes på mobil: 2920 6160. Michael Hinge kan kontaktes på mobil: 2049 5706.