I samarbejde med Region Øst, Region Vest og Sanex arrangerer Dansk Svømmeunion denne weekend første afdeling af den nye Grand Prix serie - Sanex Grand Prix.
Grand Prix serien er et nyt tiltag muliggjort af et udvidet samarbejde med Sanex. Grand Prix serien består af i alt to stævner, hvor Grand Prix 2, som er finalestævnet, afvikles den 17. - 19. juni i Hillerød. Samlet er der kontante pengepræmier til svømmerne for i alt 160.000 kroner.
Weekendens stævner afvikles ligeledes som regionale senior- og juniormesterskaber, hvilket betyder, at disse stævner finder sted både i Region Øst og i Region Vest.
Region Vest mesterskabet afvikles i Århus og Region Øst mesterskabet i Ballerup. Tider og adresser på afviklingsstederne fremgår nedenfor.
Tilstede ved weekendens stævner er alle de bedste danske svømmere. Seniorlandsholdet er netop hjemvendt fra en udbytterig to ugers træningslejr i Florida. Træningslejren og Grand Prix stævnerne er planlagt som led i den vigtige forberedelse forud for næste måneds DM på langbane i Odense - et DM, der også fungerer som VM-kvalifikation.
I Århus kan svømmere som Louise Ørnstedt (Frem/STO95), Jacob Carstensen (West Swim Esbjerg) og Majken Thorup (Aalborg) følges. I Ballerup stiller svømmere som Lotte Friis (Allerød/SIGMA), Jakob Andkjær (VAT89/VI39/Elitecentret) og Julie Hjorth-Hansen (Birkerød/SIGMA) op. Jeanette Ottesen (Lyngby/Elitecentret) er desværre blevet skadet under træningslejren i USA, hvorfor hun ikke er at finde på startlisten i Ballerup.
Elitechef Lars Sørensen kan kontaktes på mobil: 2920 6160 for yderligere information.
AGF Århus Svømmestadion F. Vestergaardsgade 5 8000 Århus C.
Triton Ballerup East Kilbride Badet Marbækvej 2 2750 Ballerup
Tider for begge stævner er: Fredag - direkte finaler: klokken 17.00 Lørdag - direkte finaler: klokken 9.30 Lørdag - finaler: klokken 17.00 Søndag - direkte finaler: klokken 9.30 Søndag - finaler: klokken 16.00