DM-K lørdag, finaleafsnit: To danske rekorder og én dansk juniorrekord lørdag aften ved DM på kortbane
29-10-2005
Af: 21
Ved DM på kortbane i Nærum blev der lørdag aften sat to danske rekorder foruden en dansk juniorrekord.
I disciplinen 4 x 50 m holdmedley lykkedes det for damerne fra West Swim Esbjerg at forbedre klubbens egen danske rekord på distancen med 3/100 sekunder. West Swim Esbjerg blev således guldvindere i tiden 1.54,59.
Holdkappen bestod af følgende svømmere: Kathrine Jørgensen: 29,27. Anne Gorm Hansen: 32,85. Mette Jacobsen: 26,76. Micha Østergaard: 25,71.
Også på herrersiden skulle det vise sig, at der var potentiale til en dansk rekord i en holdkap lørdag aften. Det skete i disciplinen 4 x 50 m fri holdkap, hvor Sigma Nordsjælland slettede Haderslevs rekord fra 2004 ved at nå i mål i tiden 1.30,82. Sigma Nordsjælland forbedrer her den danske rekord med 77/100 sekunder.
Herrer-holdet bestod af følgende svømmere: Emil Dall-Nielsen: 22,91. Claus Iversen: 22,77. Christian Oldenburg: 22,46. Jacob Lercke Skytte: 22,68.
Endelig blev det også til en dansk juniorrekord i disciplinen 800 m fri svømning, idet Mads Glæsner, Allerød/Sigma/Elitecentret, i udlægget på 1500 m fri distancen blev noteret for tiden 8.05,74 ved de 800 m. Mads forbedrer her sin egen juniorrekord med 7/100 sekunder.
For yderligere information kan Lise Møller, leder af svømmesektionen, kontaktes på mobil: 2013 7160.
I morgen, søndag, er sidste dag ved DM på kortbane 2005. Her venter igen en lang række spændende løb. Indledende afsnit begynder klokken 9.30. Finaleafsnittet klokken 17.00.