02-10-2005 4.855 personer droppede det smukke solskinsvejr til fordel for nogle timer i den lokale svømmehal i forbindelse med søndagens store breddearrangement: Danmark Svøm Langt 2005
Af: 21
Danmark Svøm Langt 2005 er i dag, i tidsrummet 10.00 - 16.00, blevet afholdt i 37 svømmehaller over det ganske land. Stævnet, som giver plads til alle svømmeglade sjæle - også de, som ikke færdes i en svømmehal til daglig - er i år præmieret med gavekort, som kan benyttes hos JB Sport/Svømmespecialisten.
Gavekortene uddeles til vindere inden for følgende kategorier: Gavekort til de klubber, som får flest personer i vandet. Gavekort til de klubber, som får flest personer i vandet i forhold til indbyggertal. Gavekort til de klubber, som tilbagelægger flest meter.
Vinderne i Danmark Svøm Langt 2005 er:
I kategorien "flest personer i vandet" Nummer 1: Triton Ballerup i East Kilbride Badet (392 deltagere). Præmiesum: 5.000 kroner. Nummer 2: Bjerre Herred Svømmeklub i Bjerre Herred Svømmehal (360 deltagere). Præmiesum: 3.000 kroner. Nummer 3: Dragsholm Svømmeklub i Dragsholm Svømmehal (329 deltagere). Præmiesum: 2.000 kroner.
I kategorien "flest personer i vandet i forhold til indbyggertal" Nummer 1: Bjerre Herred Svømmeklub i Bjerre Herred Svømmehal (360 deltagere = 12,96 procent). Præmiesum: 5.000 kroner. Nummer 2: Dragsholm Svømmeklub i Dragsholm Svømmehal (329 deltagere = 8,53 procent). Præmiesum: 3.000 kroner. Nummer 3: Blåvandshuk Svømmeklub i Blåvandshuk Idrætscenter (289 deltagere = 7,69 procent). Præmiesum: 2.000 kroner.
I kategorien "flest tilbagelagte meter i vandet" Nummer 1: Triton Ballerup i East Kilbride Badet (776.700 meter tilbagelagt af i alt 392 deltagere). Præmiesum: 5.000 kroner. Nummer 2: Roskilde Svømning i Maglegårdsbadet (703.450 meter tilbagelagt af i alt 132 deltagere). Præmiesum: 3.000 kroner. Nummer 3: OSLF-OSK-Frem i Odense Universitets Svømmehal (697.500 meter tilbagelagt af ialt 262 deltagere). Præmiesum: 2.000 kroner.
Mange flotte præstationer af såvel store som små vandhunde Danmark Svøm Langt 2005 er forløbet flot, og der er sædvanen tro, blevet leveret mange flotte præstationer i svømmehallerne.
Som deltager i Danmark Svøm Langt er der ingen krav og forventninger om, at man fokuserer på at svømme stærkt og langt. Der er tale om et folkeligt stævne med det primære formål at få så mange mennesker som muligt til at opleve en herlig stund i nogle af landets mange skønne svømmehaller. Men skulle man have lyst til at yde en særlig indsats i bassinet, så er det naturligvis også helt i orden. Her enkelte forskellige højdepunkter fra flere af de deltagende arrangementssteder:
I Ikast Svømmeklub har 12-årige Jeanette Kjær i dag i forbindelse med Danmark Svøm Langt tilbagelagt 20 kilometer på fem timer og 10 minutter.
I Store Heddinge Svømmeklub/Stevns stod Vallø Kommunes borgmester, Poul Arne Nielsen, for åbningen af stævnet og benyttede samtidig lejligheden til selv at få sig en frisk dukkert i bassinet. Det blev til 200 gode meter til den friske borgmester fra Vallø Kommune.
Hos Solbjerg IF mødte bestyrelsesmedlem Erling Egeskov Pedersen op til Danmark Svøm Langt og tilbagelagde frejdigt 10 kilometer. En fin præstation af det 63-årige bestyrelsesmedlem.
I det nordligste af Danmark har der også været travlhed i svømmehallerne i dag. Således har eksempelvis 12-årige Line Hansen svømmet ikke mindre end otte kilometer ved dette års udgave af Danmark Svøm Langt i Skagen svømmehal.
I Bjerre Herred Svømmeklub har 55 årige Jørgen Kleis, som er handicap-svømmer og derfor svømmer med svømmefod, ved dagens stævne tilbagelagt 13 kilometer. Flot præstation af svømmeren fra det jyske, som i øvrigt har været med ved stort set alle udgaver af Danmark Svøm Langt gennem årene.
De helt små svømmere kan skam også levere varen ved Danmark Svøm Langt. Således har to-årige Alex fra Lystrup præsteret at tilbagelægge ikke mindre end 250 meter i dag. Mon ikke der er en kommende svømmestjerne på vej her? Ham må vi holde øje med i årene fremover.
Hos OSLF-OSK-Frem var en seks-årige pige med i dag. Desværre har vi ikke navnet på pigen, som er begyndt på nybegynderhold for blot to uger siden. Ved søndagens Danmark Svøm Langt glemte pigen alt om, at hun var nybegynder og svømmede såmænd lige 1300 meter. Flot gået af en kun seksårig nybegynder.
Og endelig kan også nævnes 12-årige Sofia Fuglsang, som i Snedsted Svømmehal har svømmet 11 kilometer i dag. I samme svømmehal var også 13-årige Kathrine Foged med i vandet i dag. Kathrine svømmede 12.200 meter.
Ovenstående udgør blot eksempler på nogle af de mange flotte præstationer begået over hele landet i dag.
I alt 4.855 personer har opnået diplom for at have deltaget aktivt i Danmark Svøm Langt 2005. Disse personer har tilsammen tilbagelagt i alt 9.078.715 meter. Deltagerantallet i år svarer til sidste års niveau. Til gengæld har dette års deltagere præsteret at tilbagelægge ikke mindre end 1.359 kilometer mere, end hvad tilfældet var sidste år. Der er således virkelig blevet gået til den i dag, må siges.
Alle resultater fremgår af Dansk Svømmeunions hjemmeside - www.svoem.dk
Dansk Svømmeunion takker de tilmeldte klubber for at være med til at gøre denne dag til en herlig svømmesøndag. Også en stor tak til JB Sport/Svømmespecialisten for flotte gavekort.