Danmark Svøm Langt 2004 er i dag, i tidsrummet 10.00 - 16.00, blevet afholdt i 37 svømmeklubber fordelt over hele landet.
Stævnet, som giver plads til alle svømmeglade sjæle - også de, som ikke færdes i en svømmehal til daglig - støttes økonomisk af Bikubenfonden.
Det forklarer stævnets flotte pengepræmier, som tilfalder vinderne inden for tre kategorier. Præmier til de klubber, som får flest personer i vandet. Præmier til de klubber, som får flest personer i vandet i forhold til indbyggertal. Præmier til de klubber, som tilbagelægger flest meter.
Vinderne i Danmark Svøm Langt 2004 er:
I kategorien "flest personer i vandet" Nummer 1: Triton Ballerup i East Kilbride Badet (397 deltagere). Præmiesum: 5.000 kroner. Nummer 2: Bjerre Herred Svømmeklub i Bjerre Herred Svømmehal (356 deltagere). Præmiesum: 3.000 kroner. Nummer 3: OSLF-OSK-FREM i Odense Universitets Svømmehal (344 deltagere). Præmiesum: 2.000 kroner. I denne kategori er vinderne i år identisk med vinderne fra sidste år. Således formår disse tre svømmeklubber virkelig at få familien Danmark ud af fjerene på denne aktive efterårssøndag. Flot gået af Triton Ballerup, Bjerre Herred Svømmeklub og OSLF-OSK-FREM.
I kategorien "flest personer i vandet i forhold til indbyggertal" Nummer 1: Bjerre Herred Svømmeklub i Bjerre Herred Svømmehal (356 deltagere = 12,97 procent). Præmiesum: 5.000 kroner. Nummer 2: Svømmeklubben RASK i Rønbjerg Feriecenter (105 deltagere = 6,36 procent). Præmiesum: 3.000 kroner. Nummer 3: Blåvandshuk Svømmeklub i Blåvandshuk Idrætscenter (228 deltagere = 5,95 procent). Præmiesum: 2.000 kroner.
I kategorien "flest tilbagelagte meter i vandet" Nummer 1: OSLF-OSK-Frem i Odense Universitets Svømmehal (797.500 meter tilbagelagt af ialt 344 deltagere). Præmiesum: 5.000 kroner. Nummer 2: Triton Ballerup i East Kilbride Badet (705.950 meter tilbagelagt af ialt 397 deltagere). Præmiesum: 3.000 kroner. Nummer 3: SHS-Stevns i Stevns Hallerne (449.775 meter tilbagelagt af ialt 272 deltagere). Præmiesum: 2.000 kroner.
Endvidere er der blevet foretaget lodtrækning blandt alle deltagende klubber om tre præmier på henholdsvis 10.000, 7.500 og 5.000 kroner.
Vinder af førstepræmien på 10.000 kroner blev Svømmeklubben TST (Tilst ved århus). Andenpræmien på 7.500 kroner tilfaldt Tingbjerg Svømmeklub. Tredjepræmien på 5.000 kroner gik til OSLF-OSK-Frem.
Danmark Svøm Langt 2004 er forløbet flot, og der er sædvanen tro, blevet leveret mange flotte præstationer i svømmehallerne.
Som deltager i Danmark Svøm Langt er der ingen krav og forventninger om, at man fokuserer på at svømme stærkt og langt. Der er tale om et folkeligt stævne med det primære formål at få så mange mennesker som muligt til at opleve en herlig stund i nogle af landets mange skønne svømmehaller. Men skulle man have lyst til at yde en særlig indsats i bassinet, så er det naturligvis også helt i orden. Og man kan roligt sige, at der blev gået til den i mange af svømmehallerne i dag. Et par flotte eksempler:
I Odense-klubben OSLF svømmede 60-årige Lone Krum 2000 meter efter at være løbet til svømmehallen - en tur på 12 kilometer. Efter at have tilbagelagt de 2000 meter i svømmehallen, ja, så blev turen hjem atter klaret i løbetempo.
I Sakskøbing og Omegns Svømmeklub leverede søskendeflokken Andersen nogle meget flotte resultater. Storesøster Ane på 14 år svømmede således 6500 meter. Lillesøster Marion på 11 år klarede 3200 meter, mens lillebror Lukas på ni år skam også fulgte flot med og blev noteret for at have svømmet i alt 2200 meter.
I Koldkær Svømmeklub formåede en kvinde, som først for nylig er begyndt på et hold for voksne med vandskræk, at overvinde angsten for det våde element, og tilbagelagde således ikke mindre end 1000 m. En flot præstation og imponerende personlig sejr.
I alt 4.878 personer har opnået diplom for at have deltaget aktivt i Danmark Svøm Langt 2004. Disse personer har tilsammen tilbagelagt i alt 7.719.155 meter. Sammenlignet med sidste år, er der i år tale om en deltagerfremgang på i alt: 1.514 personer (45 procents deltagerfremgang).
Alle resultater fremgår af Dansk Svømmeunions hjemmeside - www.svoem.dk
Dansk Svømmeunion takker de tilmeldte klubber for at være med til at gøre denne dag til en dejlig, aktiv svømmesøndag. Også en stor tak til Bikubenfonden for de fornemme præmier foruden et godt samarbejde omkring stævnet.