Louise Ørnstedt sætter dansk/nordisk rekord ved weekendens indledende runde af DMH
07-11-2004
Af: 21
Ved weekendens indledende runde af de Danske Hold Mesterskaber i svømning er der blevet svømmet stærkt i Glostrup Fritidscenter, hvor landets ni bedste klubber var samlet.
Især tre præstationer skal her fremhæves.
Louise Ørnstedt leverede en toppræstation søndag eftermiddag, da hun, i disciplinen 100 m rygsvømning, satte dansk og samtidig nordisk rekord i den imponerende tid 0.59,02. Louise forbedrer her sin egen gamle rekord med mere end et halvt sekund. En virkelig god tid til svømmeren fra Frem/STO95.
Det lykkedes for Louise Jansen (SIGMA) at kvalificere sig til EM på kortbane, som finder sted om en måned i Wien, ved at svømme 100 m individuel medley i tiden 1.03,38.
Jakob Andkjær (VAT89/Elitecentret) tangerede sin egen danske rekord, sat for nylig ved VM på kortbane i USA, i disciplinen 100 m butterfly. Således kom Jakob i mål i den flotte tid 0.53,06.
Finalen i Danske Hold Mesterskaber finder sted senere på måneden. En pressemeddelelse herom følger senere.
Se alle resultater fra weekendens indledende runde på Dansk Svømmeunions hjemmeside - www.svoem.dk