Fælles pressemeddelelse fra Dansk Svømmeunion og West Swim Esbjerg
08-12-2004
Af: 21
Konstruktiv dialog mellem klubben West Swim Esbjerg og Dansk Svømmeunion onsdag aften - ønske om ekstraordinær generalforsamling trukket tilbage
Tirsdag, den 30. november, udsendte svømmeklubben West Swim Esbjerg en pressemeddelelse indeholdende en række kritikpunkter i forhold til Dansk Svømmeunion. Et vigtigt budskab i pressemeddelelsen var, at West Swim Esbjerg ønskede indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i januar måned. Pressemeddelelsen fra West Swim Esbjerg blev mødt af et "modsvar" i form af en pressemeddelelse, udsendt af Dansk Svømmeunion onsdag, den 1. december. Disse meddelelser resulterede i megen medieomtale de efterfølgende dage.
På baggrund af ovenstående mødtes Dansk Svømmeunion og svømmeklubben West Swim Esbjerg her til aften, onsdag, for at drøfte de uoverensstemmelser, som indtil nu har foregået med pressen som mellemled.
Mødet er nu afsluttet og det med et positivt udbytte. Begge parter har oplevet aftenens møde som meget konstruktivt og har aftalt, at der følges op med yderligere dialog i begyndelsen af det nye år med fokus på elitesatsningen frem mod 2008.
Uoverensstemmelserne mellem West Swim Esbjerg og Dansk Svømmeunion vil herfra blive behandlet internt.
På mødet var der enighed om, at det fælles mål må være at sikre, at den gode og spændende udvikling, som finder sted i disse år inden for dansk svømning, den vil fortsætte.
- Vi er i aften blevet enige om at se fremad og fokusere på de sportslige resultater, fortalte en glad formand for Dansk Svømmeunion Kaj Aagaard.
Ønsket om at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling har West Swim Esbjerg på baggrund af aftenens møde besluttet at trække tilbage.
Med venlig hilsen
Kaj Aagaard, formand Klaes Sørensen, formand Dansk Svømmeunion West Swim Esbjerg