Mens familien Danmark gør klar til at holde ferie, forbereder synkropigerne på junior- og seniorlandsholdet sig på at drage i træningslejr. Så snart skolerne slutter fredag d. 20/6 drager pigerne afsted til deres træningslejr i Ferritslev. Lejren strækker sig fra fredag d. 20. juni til og med onsdag d. 25. juni.
Det er lykkedes at få den anerkendte svenske træner Eva Svensson til at lede træningen. Hun har tidligere med stor succes trænet det svenske landshold og er nu fast kommentator på synkrokonkurrencerne hos Eurosport. Eva Svensson har selv en fortid som synkrosvømmer på internationalt niveau og forstår derfor til fulde de problemer, pigerne kæmper med i vandet.
Det er Ferritslev Fritidscenter, der udgør de fysiske rammer om træningsopholdet, der naturligvis vil byde på masser af synkrosvømning. Her udover kommer pigerne også til at svede i styrkecenteret og på løbeture i terrænet.
For seniorpigerne er opholdet samtidig en forberedelse til Suisse Open, der finder sted i begyndelsen af juli måned. Dansk mester i solo, Sidsel Jørgensen, Silkeborg Svømmeklub, skal repræsentere Danmark i solorækken, mens de danske mestre i duet, Katrine Fisker og Malene O. Jensen - begge fra Thisted, tager sig af duetten. Der imod må Hermes duetten blive hjemme i denne omgang. Monica B. Petersen, Hermes, har i løbet af foråret fået ny duetmakker (Maria Petersen) og denne nye duet skal først køres ind.
For juniorpigerne er lejren først og fremmest et tilbud om en længerevarende systematisk træning på internationalt konkurrenceniveau. Det er ingen hemmelighed at dansk synkrosport i en årække har haft svært ved at klare sig internationalt, men nu er udviklingen ved at vende. Derfor har synkrosektionens bestyrelse også store forventninger til det samarbejde, der nu er indledt med Eva Svensson.
Det er ikke kun pigerne, der får deres sag for i Ferritslev. Også klubtrænerne i de danske synkroklubber får mulighed for at dygtige sig på Summercamp’en. De får lejlighed til at overvære Eva Svensson træne pigerne og får efterfølgende mulighed for at tale med hende om hvordan de kan fortsætte arbejdet hjemme i klubberne.
Det er naturligvis et langsigtet projekt at skabe synkrosvømmere, der kan tage kampen op med de bedste piger i den europæiske elite, men Summercampen er et skridt på vejen og allerede i begyndelsen af juli får vi lejlighed til at vurdere på resultaterne, når pigerne skal ud i deres første konkurrence efter Evas anvisninger.