Redskaber er stedet, hvor du blandt andet finder det politiske program for Dansk Svømmeunion, regler fra FINA for både svømning, åbent vand, vandpolo, masters og faciliteter.
Du kan desuden i vidensbanken finde undersøgelser, som Duelighedsundersøgelsen 2007 og Frivillighedsundersøgelsen.
Dokumenter og notater fra møder i Dansk Svømmeunion vil også kunne findes under redskaber.
Fornemme præstationer ved weekendens DM i synkrosvømning
30-03-2004
Af: 21
Weekendens Danmarksmesterskaber i synkrosvømning blev en fornem perlerække af fine præstationer. I seniorrækken var Sidsel Homann Jørgensen, Silkeborg, storfavorit til at genvinde Danmarksmesterskabet i solo. Selvom der aldrig rigtig blev tvivl om udfaldet, gennemførte Sidsel et meget flot og krævende musikprogram, der viste, at hun er i stadig fremgang. Sidsel kæmper hårdt for at nå op blandt de bedste europæiske svømmere. Selvom det ikke er let i Danmark, hvor synkrosporten har så lille udbredelse, viste hendes præstation i weekenden, at hun har potentialet til at være med blandt den europæiske elite.
Også i seniorernes duetter høstede Sidsel guld. Denne gang sammen med duetmakkeren Sara, der uheldigvis stopper sin aktive svømmekarriere efter dette DM for at koncentrere sig om trænergerningen i Silkeborg.
Nummer 2 i seniorernes duet blev Thisted-parret Katrine Fisker og Malene O. Jensen, der hæmmedes lidt af eftervirkningerne af en skade, mens Monica Petersen og Ditte Christensen fra Hermes fik bronzemedaljer.
Juniorpigernes opgør blev ligeså forrygende som seniorpigernes. Efter en intens dyst lykkedes det Ditte Christensen at bringe sig i spidsen af solokonkurrencen med et smukt musikprogram af høj sværhedsgrad. Elisabeth Henriksen, Kalundborg, kæmpede bravt og satsede stærkt i sit dramatiske musikprogram, men måtte se sig henvist til andenpladsen. Nummer tre blev Michella Petersen, Thisted, der er tilbage i synkrosvømningen - med godt resultat - efter en kort pause.
Elisabeth Henriksen, Kalundborg, stillede også op i duet og kæmpede sig her til en guldmedalje sammen med klubkammeraten Camilla Anskjær foran duetten fra Hobro, der bestod af svømmerne Sara Nissen og Maria B. Jacobsen.
Dansk synkrosvømning har i en årrække befundet sig i en svaghedsperiode, men medaljetagerne ved dette DM/DJM viste med al tydelighed, at denne periode nu er forbi.