DMH: Guld til Sigma NS ved Danmarks Mesterskaberne i svømning for Hold
21-11-2004
Af: 21
DM for Hold 2004 blev i dag, søndag, afgjort i Esbjergs flotte Svømmestadion Danmark. Og lad det bare være sagt med det samme: det blev Sigma NS som svømmede guldet hjem med i alt 118890 point. Andenpladsen gik til West Swim Esbjerg, som opnåede 118412 point. Bronze til Lyngby Svømmeklub med i alt 110025 point. Tillykke til de tre klubber, ikke mindst til guldvinderne fra Sigma NS.
Rekordregn Også i dag blev der demonstreret virkelig flot og hurtig svømning, hvilket resulterede i en række nye flotte rekorder.
Louise Ørnstedt, Frem/STO95, satte dansk og nordisk rekord i disciplinen 200 m rygsvømning i tiden 2.06,94. En virkelig flot præstation af Louise.
Jakob Andkjær var slet ikke til at stoppe i dagens butterfly-løb. Således blev det til ny dansk rekord i både 50 og 100 m butterfly. Jakobs tid i 50 m butterfly: 0.23,62. I 100 m butterfly blev det til dansk rekord i tiden: 0.52,49. Flotte resultater af svømmeren fra VAT89/Elitecentret. Ikke mindst rekorden i 100 m butterfly er imponerende, idet Jakob blot 15 minutter forinden havde været i vandet og sætte ny personlig rekord i disciplinen 200 m fri svømning.
Det blev også til fire solide danske juniorrekorder på denne aktive søndag. Lotte Friis fra Allerød/Sigma, præsterede ny juniorrekord i disciplinen 200 m fri svømning i tiden 1.59,49.
Chris Christensen svømmede i højeste gear, da der stod 200 m brystsvømning på programmet. Med tiden 2.13,47 blev den eksisterende juniorrekord forbedret med cirka to sekunder. Flot rekord af den unge svømmer fra West Swim Esbjerg.
STO95 svømmeren Rikke Møller Pedersen leverede en superpræstation i disciplinen 50 m brystsvømning, hvor tiden 0.32,82 var nok til at en ny dansk juniorrekord var hjemme.
Endelig formåede AGF-pigerne at sætte ny dansk juniorrekord i 4 x 200 m fri holdkap i tiden 8.33,32. Her forbedredes den gamle rekord, sat af Svendborg sidste år, med mere end fem sekunder. Flot løb af de fire piger Marie Ruben Sander, Charlotte Johannsen, Kristine Andersen og Linnea Jørgensen.
Alle resultater - også fra de øvrige kvalifikationsstævner - kan ses på Dansk Svømmeunions hjemmeside: www.svoem.dk
Ved weekendens mesterskaber er det samlet set blevet til i alt to nordiske rekorder, seks danske rekorder og fem danske juniorrekorder.
EM på kortbane status på denne sidste kvalifikationsdag På denne søndag, som var sidste kvalifikationsdag til EM på kortbane, som finder sted i Wien om få uger, lykkedes det for West Swim Esbjergs Micha Østergaard at kvalificere sig individuelt i 50 m butterfly med tiden 0.27,11.
Dermed bliver det danske EKM-hold på i alt 23 svømmere - seks juniorsvømmere og 17 seniorsvømmere.
- Det er et meget fint antal svømmere at stille med ved EKM, fortæller elitechef Lars Sørensen, der dog desværre samtidig kunne meddele, at der i dag er indløbet et afbud fra Majken Thorup, Aalborg, som under weekendens DMH er kommet til skade og ikke når at blive klar til december måneds EKM.
For yderligere information kan elitechef Lars Sørensen kontaktes på mobil: 2920 6160 / e-mail: ls@svoem.dk